WD banner 2
lup

Hvad vil du vide om

slacker


slacker er et emne, der har interesseret mange mennesker gennem tiden. Det ses også på internettet, hvor der søges på slacker igen og igen. Heldigvis er der mange sider, der handler om netop slacker, så det er nemt at finde de oplysninger, man har brug for.
Søger man efter noget mere specielt omkring slacker kan det være lidt mere vanskeligt at finde noget brugbart. Man skal bruge mere end et søgeord f.eks. slacker historie eller slacker beskrivelse.
Man kan også søge efter slacker blandt internettets billedet og der findes næsten helt sikkert mindst et billede af netop slacker.
Midt på denne side har vi samlet en række links som måske kan bruges i forbindelse med søgningen på slacker.
Du kan også prøve at søge på et andet ord end slacker men et ord, der minder om eller har samme betydning som slacker. Ofte findes løsningen ved at vælge et andet søgeord eller ved at bruge to eller tre søgeord i samme søgning.
Hvis du stadig ikke kan finde noget brugbart om slacker, så prøv en søgning på Bibliotek.dk, der er en database over alle bøger på danske biblioteker. Hvis der heller ikke findes noget om slacker der, så har du søgt efter noget yderst usædvanligt :-)

+15
+17°
+11°
København
Søndag, 16


Berlingske blogs Posts

Blogs fra B.dk

Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National. Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da. Alain Finkielkraut om problemet med ”white flight” Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, og det var artige sager, han havde at fortælle danskerne. Han blev da også interviewet i stort set samtlige aviser, i bl.a. Berlingske, i Politiken, i Kristeligt Dagblad og i Information samt Deadline. Det er da interessant, synes jeg, at en højtuddannet fransk intellektuel, andengenerationsindvandrer med jødisk baggrund, hvis far sad i nazisternes koncentrationslejr – det er da interessant, at en sådan mand kommer til Danmark for at forsvare det forbudte: assimilation, homogenitet og nationalfølelse. Så her følger en rekapitulering af de forskellige interviews og mine kommentarer dertil, inden jeg afslutningsvis vender mig mod mit eget anliggende. Finkielkraut er aktuel med en ny bog, der på dansk lyder ”Den forbandede identitet”, hvor han behandler den ødelæggende virkning af indvandring på Vestens nationer, især Frankrig, og den manglende vilje blandt eliterne til at gøre noget ved problemet. Der er opstået en ”territorial separatisme”, hvor ordet parallelsamfund nærmest er en eufemisme. Der foregår ”white flight” i stor stil: De oprindelige, etniske franskmænd flygter fra hele områder, der er ”som tabte for republikken”, kun bestående af især afrikanere og arabere. Når disse begår overfald og bilafbrændinger, hedder det konsekvent i medierne, at ”unge” står bag, selv om det, med Finkielkrauts ord, ”stort set altid er arabiske, afrikanske, muslimske unge mænd”. Eufemismen og fortrængningen har kronede dage. Den nye type indvandring For ikke at stigmatisere en hel befolkningsgruppe fortier og omskriver man. Men den voksende separatisme vil ifølge Finkielkraut føre til voldsomme konfrontationer. Der findes i dag flere moskeer end kirker i mange områder, og man kunne føje til, at der er tale om en veritabel befolkningsudskiftning i visse områder, ja, lande. Ser vi på Sverige, er der en tilvækst på over 800.000 ikke-vestlige borgere i Sverige i perioden 2000-2013, imens er andelen af oprindelige, etniske svenskere faldet med over 100.000. Og ingen har, bemærker Finkielkraut, spurgt befolkningerne om de ønsker indvandringen og EU, derfor er Europa ved at blive et ”indvandrerkontinent”. Integrationskrisen kommer nu af, at den nye indvandring ”både kvantitativt og kvalitativt er anderledes end de foregående bølger. Det er en ikke-europæisk indvandring, og en del af indvandrerne nægter at følge spillets regler.” De er i flertal, hvor de bor, så hvorfor skulle de tilpasse sig?, som Finkielkraut spørger og henviser til de franske jihadister, som vi også ser herhjemme. Alene på mit gamle gymnasium, Langkær ved Tilst i Århus, er der fem hjemvendte Syrien-jihadister. Det er svært at se, hvordan man skal undervise den slags elever i Grundtvig, danske frihedstraditioner og protestantisk kristendom! Problemerne er altså enorme. Men alligevel fortsætter den franske regering ligesom den danske med at lempe udlændingepolitikken. Og så beklager man sig og undres over fremgangen for Front National og Dansk Folkeparti… ”Identitetssvækkelsens svimmelhed” En anden pointe, Finkielkraut fremfører, er den, at alle identiteter har borgerret i Frankrig – bare ikke de oprindelige franskmænds. Da Finkielkraut i en tv-debat anvendte udtrykket ”franskmændenes rødder”, klagede to medlemmer af socialistpartiet til det franske tv-nævn. ”Når man kommer fra Frankrig, skal man gemme sig. Det er det unævnelige folk”, som Finkielkraut siger og fortsætter: ”Hvis jeg kom til Danmark, ville jeg ikke forstå, hvis man sagde til mig, at en somalisk flygtning, der lige havde fået dansk pas, var lige så dansk som Karen Blixen eller Søren Kierkegaard.” Det er omvurdering af alle værdier: Det opfattes som racisme at fastholde en fransk identitet, imens eliten opfordrer alle andre til at fremhæve deres og giver særbehandling til minoritetskulturerne på skoler og i svømmehaller, ja, herhjemme har vi set en mangfoldighedsfestival i København, men jo altså som bekendt uden jøder. Hvad er årsagen? Ifølge Finkielkraut er man bange for den partikulære, romantiske ide om national identitet, for den fører, siger man, til nazisme. Omvendt har oplysningstidens universalisme ført til kolonialisme, hvor man ”missionerer for en universel civilisation”. Således får man en ”dobbelt kritik af identitet og universalisme”. Traumerne har ført til ”identitetssvækkelsens svimmelhed”, hvorefter europæisk identitet i dag består i at ”stille sig til disposition for alle mulige andre”. Det er denne uhyrlige blanding af selvfornægtelse og åbenhed over for fremmede, der fører til kaos og opsplitning. Den multikulturalistiske antiracisme virker modsat sine egne mål. Man har, ifølge Finkielkraut, miskrediteret den gamle ide om assimilation, der gjorde det muligt for andre, heriblandt Finkielkraut selv, der altså er af polsk-jødisk herkomst, at blive en del af Frankrig og nyde landets goder. ”Man tilbød mig en arv, som var den franske kulturs og civilisations arv”. Det er denne arv, som indvandrere i dag afviser. Og det er nyt og foruroligende. I stedet for assimilation sætter man inklusion, hvor alle kulturer gøres lige gode. Det betyder, at indvandrere ikke føler, at de har forpligtelser over for deres nye land; det er alene Frankrig, der skylder dem noget, med Finkielkrauts træffende ord. Det fører ikke til berigelse og forsoning, men til nag og had til værtslandet. Og det bestyrkes altså af den officielle politik. Eliternes svigt Finkielkraut mener ikke, at udviklingen er irreversibel. Den kan vendes, hvis der er en politisk vilje til det, og det forudsætter igen en sondring mellem dem og os. Det er grundlaget for det politiske. Men her svigter eliterne med deres åbne grænser, fri indvandring og abstrakte værdier som tolerance. Samtidig lukker de sig inde i deres egne velhaverghettoer og lader underklassen undgælde for deres idealer – imens man altså rakker ned på den og kalder den racistisk. Finkielkraut bruger ikke blot ordet assimilation, men også ordet homogenitet bruges positivt. Det er klart. Den kulturelle homogenitet går tabt, fordi indvandrere kommer fra ikke-vestlige lande, og fordi denne indvandring ikke ledsages af assimilation. Man skal turde kræve tilpasning, for ”visse ting er ikke til forhandling”, heriblandt sekularisme og ligestilling mellem kønnene. Herhjemme har senest Ahmed Akkari i sin bog vist, hvordan der føres aktiv kamp mod den vestlige kultur i blandt andet de muslimske friskoler. Eliten er kort sagt ikke lydhør over for folket, der for en stor dels vedkommende føler sig som minoritet i eget land. Kun højrefløjen tager disse bekymringer alvorligt. Men ”befolkningerne har krav på at få besked”. For eliten er der principielt ikke noget problem med masseindvandring, hvilket har at gøre med elitens bekendelse til universalismen, ”vi deler alle samme værdier”, siger man. Men for Finkielkraut er vi ”mennesker rundet af en kultur, vi kommer et sted fra.” Finkielkraut opponerer her imod den tyske sociolog Ulrick Becks ide om Europa som kosmopolitisk. Nej, ”Europa er noget særligt”. I samme boldgade hører også Finkielkrauts anerkendelse af Samuel Huntingtons tese om, at store konflikter vil blive båret frem af kulturelle forskelle: ”Den ser ud til at være mest rigtig”. Opgøret med universalismen I min seneste bog ”Fortællingen om fredens Europa” henviser jeg til den tyske tænker Karl Heinz Bohrer, der et sted taler om, at EU vil forene det uforenelige (de nationale kulturer). Bohrer sammenligner EU’s integrationsproces med moderniseringsprocessen i Tyskland, hvor man jævnede de gamle bycentre med jorden for at give plads til grimme, funktionelle, strømlinede, atmosfæreforladte højhuse. Med det billede vil han vise forskellen på EU’s universelle kosmopolitisme og den nationale partikularisme. Der er atmosfære i de gamle kulturnationer, som Europas fædrelande udgør. Når man vandrer rundt i byerne, kan man ”indånde atmosfæren”, som vi siger, og dermed mener vi jo, at man kan fornemme historien og et lands gamle historie. For nationer er mere end nogle værdier som demokrati og menneskerettigheder, de er også kultur, ånd og sanselighed. Alt det, som EU-teknokraterne ikke har sans for. Da Finkielkraut blev interviewet i Deadline, gik han også imod den udbredte opfattelse, at danskhed er indbegrebet af abstrakte værdier som demokrati og menneskerettigheder, som studieværten Martin Krasnik fremførte. Her svarede Finkielkraut befriende: Danskhed er meget mere, det er også Karen Blixen, Hammershøi, landskabet. Det danske er netop også - og især - noget æstetisk, sanseligt, en særlig ånd og kultur. Lige netop dér adskiller Danmark sig fra andre lande, f.eks. Frankrig. Identitet forudsætter forskel. Som han sad dér i DR’s Deadline inkarnerede Finkielkraut nærmest alt det, han talte om: Der er forskelle på danskere og franskmænd, og vi kunne umiddelbart se det på Finkielkrauts sprogbrug, hans gestik, temperamentet, dannelseshorisonten. Som jeg skrev i min seneste Perspektivklumme, er det nationale noget anskueligt. Når jeg rejser rundt i Danmark, bliver jeg ofte opstemt af grunde, jeg ikke altid umiddelbart kan forklare. Det gælder bl.a., når jeg ser bygninger som friskoler, højskoler, idrætshaller, forsamlingshuse og de gamle andelsmejerier. Hvorfor gør disse bygninger mig i godt humør? Fordi de vidner om et bestemt folk med en bestemt historie, om danskere der frit har forenet sig i civile bevægelser og samarbejdet om at skabe fælles goder, som også senere generationer har nydt godt af. Disse bygninger er kort sagt symboler på sammenhængskraft. Kulturens betydning At fastholde en kernekultur, at tale om assimilation og homogenitet, ses ifølge Finkielkraut altså som udslag af racisme og islamofobi. Risikoen er, at vi ender med at blive et post-nationalt land. ”Det ønsker jeg ikke, som Finkielkraut har udtalt, og han advarer imod at ”skære vores rødder over og lade en hypermoralsk tankegang ødelægge Europa.” Europas eliter opfatter nationalstaterne som historieløse konstruktioner og glemmer kulturens betydning. Holocaust er her igen den absolutte forbrydelse, ud fra hvilken alt vurderes. Tolerance er blevet hovedværdien, som fortolkes som åbenhed over for alt udefrakommende, og den åbenhed er ifølge Finkielkraut blandet op med en økonomisme, der tror at kunne løse Europas demografiske problem – at europæere ikke føder nok børn – med masseindvandring. Denne blanding af moralisme og økonomiske er yderst beklagelig, mener Finkielkraut, og de, der opponerer imod den, stempels som ”populister”. Men ”man skal passe på med den terminologi. Schweizerne blev kaldt de værste ting, fordi de ville genindføre kvoter for indvandringen. Hvis modstand imod økonomisme er populisme, så er jeg populist.” Her i Berlingske blev Finkielkraut stillet et par spørgsmål, som han giver nogle klare svar på. Det første må provokere visse liberale, det andet visse centrum-venstreorienterede. Det første lød: Den demografiske udvikling betyder, at vi i Europa bliver ældre og ældre, og der kommer til at være massiv mangel på arbejdskraft - vi har simpelthen brug for indvandring? Herpå svarede Finkielkraut: ”Ja, sådan tænker man mange steder i de europæiske eliter. Men det er helt galt syn på mennesker. Man siger jo, at man bare kan erstatte de manglende børn med andre udefrakommende - som om mennesker alene var arbejdskraft og forbrugere, som om de ingen identitet, ingen kultur, ingen sjæl havde. Men sådan er det jo ikke. Og et splittet samfund med borgerkrigsagtige opstande vil heller ikke klare sig godt i den økonomiske konkurrence.” Det andet spørgsmål lød: Indvandring er et gammelt historisk faktum i Europa - mange af os, inklusive De selv, har indvandrerbaggrund - hvad er forskellen fra før til nu? Her var svaret også eksemplarisk, så lad mig afslutte med det i fuld længde: ”Forskellen er, at jeg er taknemmelig for Frankrig. Mine forældre var ikke franske patrioter, og det havde de heller ikke grund til, for min far blev deporteret til Auschwitz fra Frankrig - det glemte han selvfølgelig aldrig. Men på trods af det sendte de mig i fransk skole, og de ville have mig til at lykkes, jeg var under stort pres, de diskuterede ikke jødeforfølgelserne eller fornærmede mine lærere. De sagde aldrig, at jeg havde en ret til at få en eksamen, de sagde, at hvis jeg dumpede, var det min egen skyld, ikke systemets skyld, så lad være med at dumpe, gør dit bedste. Men mange indvandrere har i dag ingen taknemmelighed, og hvis der er nogen, der skylder nogen noget, er det Frankrig, der skylder dem noget - på grund af kolonialismen. Og det er uacceptabelt. Når man bor i et land, holder man af det - særligt når man har muligheden for at bo et andet sted.” Afslutning om den partikulære nationalfølelse Min Perspektivklumme handlede om danskhed, bl.a. foranlediget af Finkielkrauts betragtninger, og jeg vil på dette ydmyge sted gerne gentage nogle passager herfra. I klummen pegede jeg på, at det nationale er noget konkret og ofte helt håndgribeligt. Det er glæden ved foreningslivet, sproget, litteraturen og kunsten, men også ved det danske flag, det bølgende korn på markerne, en bestemt klang i landskabet, de hvide kirker på bakkerne, lyset, havet, skovene, de mange øer. Vi har kærlighed til vores modersmål og fædreland. Problemet er, at dette elementære træk ved det nationale ofte går tabt i de offentlige debatter om f.eks. udlændinge og EU. Selve præmissen for debatten er fremmed for det nationale. For politiske debatter er netop værdidebatter, og når danskhed identificeres med værdier som demokrati og rettigheder, ja, så har vi overhovedet ikke sagt noget væsentligt om det nationale. For disse værdier er universelle, ikke partikulære, altså ikke udtryk for noget særegent dansk. Dette fokus på værdier er ganske vist vigtigt, men det medfører også fejlslutninger. Kan man holde af sit eget land og dets værdier uden at anse dem for verdens bedste? Eller sagt på anden måde: Kan man anse sit eget for verdens bedste samtidig med, at man anerkender, at andre folkeslag også ser sådan på deres? Ja, det både kan og bør man - selv om mange fejlagtigt slutter det modsatte. Danmark er det bedste land for danskerne, men ikke nødvendigvis for andre. Vi holder af vores eget, fordi det er vores eget, ikke fordi det objektivt er det bedste. Danmark er ikke et universelt forbillede, og danske værdier er ikke nogle, som alle andre efterstræber. Grundtvig udtrykker det meget godt i sangen ”Langt højere bjerge.” Andre nationer har højere bakker, klogere mennesker og større bedrifter, men ”dansken har hjemme, hvor bøgene gro.” Og at føle sig hjemme, det er sagen! Som Thurø-præsten Thomas Aallmann har formuleret det: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land, Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser. Netop afdøde Jesper Langballe sagde engang: Vi elsker ikke vores forældre på grund af deres ”værdier.” Nej, vi elsker dem, fordi de er vores, fordi de har sørget for os. Vi er opdraget i deres billede. Vi elsker heller ikke vores børn, fordi vi mener, at de objektivt er bedre, eventuelt klogere og smukkere end andre børn, men fordi de er vores. Og på samme måde har andre forældre det jo med deres børn. Ja, vi anser det nærmest for umoralsk, hvis forældre elsker andre børn højere end deres egne, fordi andre børn objektivt er klogere og smukkere. Med vores børn er det som med vores land: De er unikke, og vi elsker dem på godt og ondt med alle deres fejl og mangler. Sådan forholder det sig i det mindste med alle levedygtige nationer. Det er derfor, at der er grundlæggelsesmyter: For at retfærdiggøre særlige bånd til vores egne. Man holder af sit fædreland og ønsker at bevare det, fordi man føler, at det er godt. Hvis man ikke føler sig hjemme i sit land, så er man fremmedgjort - og det er der desværre også nogen, der er. Så er man ligeglad med sit land, forenes ikke med sine medborgere, eller man opgiver at være politiker - tjener for sit folk - og deponerer i stedet landets selvbestemmelse i EU.  

16 April 2014 | 9:36 am


Den borgerlige dovenskab

Nu blæser regeringen til kamp mod Dansk Folkeparti ved at gøre opmærksom på, hvor komplet urealistisk sidstnævntes økonomiske politik er skruet sammen. Det er fornuftigt, og skal nok kalde nogle af de tabte vælgere tilbage i folden som tiltænkt, men det rejser også et indlysende spørgsmål: Burde de andre borgerlige partier ikke være kommet med denne kritik for længst? Jeg har selv flere gange i den seneste tid forsøgt at skabe opmærksomhed omkring dette alvorlige problem for vores land, men når jeg har drøftet sagen med andre borgerlige, er jeg ofte blevet noget forbavset over deres lade attitude. ”Det skal nok gå, snup en kokosmakron” har sammenfattet reaktionen, og det gør mig vred som en lesbisk. Tendensen i dansk politik er for tiden end og meget klar. Socialdemokratiet bliver ved med at bløde, mens Dansk Folkeparti bliver ved med at vokse ved at spise sig stor og stærk af navnlig socialdemokratiske vælgere, og senest forlyder det, at Dansk Folkepartis vokseværk også skyldes, at man med stor appetit er begyndt at spise sig ind på Venstres vælgere. De andre borgerlige partier ud over Dansk Folkeparti har slået sig op på en klart defineret politik om at belønne de flittige og arbejdsomme, men det tragikomiske er, at dansk politik på et metaplan skam til fulde har taget denne borgerlige politik til sig. Herved skal forstås, at Dansk Folkeparti belønnes for netop deres flid og politiske arbejdsomhed. Her gør man alt det, som resten af de borgerlige partier hævder som en dyd, men ikke selv efterlever. Venstre og Lars Løkke er derimod længe blevet beskyldt for at ligge i hængekøjen og dandere den, hvilket er fuldkommen korrekt. De traditionelle borgerlige partier er nemlig uhyre dygtige til at betone, hvorledes arbejdsomhed er en dyd, men man regner åbenbart med, at det kun skal være en dyd i befolkningen og ikke blandt borgerlige politikere. Dansk Folkeparti har klart meldt ud, at de ønsker endnu mere velfærd og dermed også et yderligere skattetryk i dette land, der i forvejen har verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. Mens Venstre derimod har tilkendegivet et ønske om nulvækst i den offentlige sektor, forlanger DF en vækst på 0,8 %, og det er åbenlyst for enhver, at dette spørgsmål vil blive et af de mest dramatiske efter næste folketingsvalg, men man har ikke rigtig mod eller vilje til for alvor at tematisere det. Man kunne unægtelig få den lidt ubehagelige tanke, at flere borgerlige er mere interesserede i regeringsmagten end i at sikre Danmarks fremtid, og jeg genkalder mig Jens Louis Petersens tekst til Admiralens vise: I landsmænd her, som gerne vil nå op på vor samfunds stiges allerhøjeste top, flyd med, men hold jer i enhver forstand til stadighed og altid fra det dybe vand. Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! I får stribevis af kors og bånd og stjerner på! De arbejdsomme og flittige idealer er nemlig ingen sted at spore i praksis blandt de traditionelle borgerlige partier. Jeg har hørt konservative politikere holde skåltaler og komme med trøstende formaninger til deres forsamling om, at det skam går op og ned i show business. Mens partiet i meningsmålingerne lå under 3 %, har jeg hørt disse taler, der henledte opmærksomheden på tiden før Poul Schlütter, hvor partiet også var i knæ, inden moralen var den, at pludselig vendte dengang bøtten, og så havde man både en stemmeprocent i 20erne og regeringsmagten. Al for mange borgerlige ser på problemerne, som var de en nat, og med en pseudoerfaring konstateres det så, at solen skam nok skal stå op igen. Forskellen er imidlertid blot, at solen står op af sig selv, til forskel fra politiske partier eller for den sags skyld kriseramte virksomheder. De rejser sig (nogle gange) igen, men så skyldes det skam hårdt arbejde, flid og viljen til at slås for det, og den er svær at få øje på blandt de politiske partier, der ellers er gode nok til at hævde dette i teorien. Vi præsenteres herfra for forbavsende få nye visioner, tiltag og kampvilje, hvorved vi er ved at få et politisk landskab, som alene udgøres af de traditionelle Socialdemokrater og de nye socialdemokrater i Dansk Folkeparti. I stedet råder hos de gamle borgerlige partier en forsigtighed, dovenskab og manglende flid, som naturligvis vil føre mod fallit. Når derfor engang Dansk Folkeparti har overtaget hele landet, og de egentlige borgerlige partier nyder deres selvvalgte førtidspension, kan de da i det mindste glæde sig over, at Dansk Folkeparti nok skal sørge for, at der kommer en hjemmehjælper fem gange om dagen. Bare rolig, vi skal nok blive tørret.

15 April 2014 | 5:43 pm


Rige folks tynde børn

Slankhed er mere smart end nogensinde før. Ekstrem slankhed. Men Barbie-slankhed er fysiologisk umulig. En Barbie i kød og blod ville knække op til flere steder. Det overhører visse fædre og mødre. Desværre. Stadig flere. Desværre. I dagens Berlingske fortælles om børn, der tror, at pasta og hvidt brød er gift. Det ganske vist mødrene, der entydigt får skylden. Det er selvfølgelig forkert. De velstillede middel- og overklassebørns fædre høvler rundt i fitnessmaskiner og på deres cykler, så snart de kan komme til det for at komme til at se ud som Barbies Ken. Det ene skal jo passe til det andet. Det handler naturligvis om kontrol. At man vil have kontrol over, hvem man er. Hvordan man ser ud. Saftsuseme. Det er der intet nyt i. Det har bare forskellige udtryk til forskellig tid. Hver tid sin udgave af Barbie og Ken. Det har ødelagt meget godt liv, og det ødelægger med garanti altid børnenes barndom. Facaden skal være i orden. Så man kan sammenligne glansbilleder med hinanden, og dømme dem ude, der ikke har de rigtige. I 60’erne gjaldt det om at kapre parcelhuset, klippe hække, og være Poeten og Lillemor. I 70’erne gjaldt det om at være mest flippet på den fede måde i et kollektivistisk liv, hvor kærlighed ligesom var for alle. I 80/90’erne gjaldt det om at have succes for enhver pris og eje det dyreste. Men nu, hvor selv underklassen kan gå med Rolexure og købe Guccitasker, er kroppen blevet udtryk for ens sociale tilhørsforhold. For det kræver kostbar tid og snorlige planlægning at bjærge de rigtige madvarer og præsentere børn, der artigt takker nej til vingummi. Det giver folk i lavtlønsjob baghjul, for de har slet ikke tid og eller råd til at servere andet end frikadeller med kartofler og Matadormix til dessert. Hele motions- og sund-kost-bølgen garneres med en nyreligiøs overbevisning om, at man kun vil sig selv, hinanden, og da især børnene deres bedste. Man elsker dem jo. Børnene bliver slanke og sunde, og lærer at spise det rigtige, så de kan få et langt, langt liv. Men hvem har lyst til at leve uendeligt, hvis prisen er, at man skal bindes til motionscykler, tøjres til stenaldergryder og forsage Othellolagkager, sød lakrids og sukker i kaffen? Jeg spørger bare, for nu er det jo påske. Og påsken er en himmelgave, fra Gud til os, der forsikrer os, at Han elsker os så højt, at han har lovet os, at være med os, hver dag vi lever – og tage imod os i sit lys, når vi dør. Derfor skal vi ikke frygte døden. Vi skal tværtimod turde livet. Børn, der ikke tør spise wienerbrød og tæller kalorier, er små stakler, der stedfortrædende må bære rundt på deres forældres dødsangst. Og mere til. For hele slanke- og motionstyranniet er en lang rædselsflugt fra døden. Som om den kan undgås. Påskeligt er hele pointen, at døden ikke skal undgås. Den skal ses lige i øjnene, mens man skubber til teenageren og byder hende et stykke kage mere. Så sænk da skuldrene, kravl ned fra principperne og spis med hinanden. Alt det, I ellers mener er forkert. Alt det gode og velsmagende og fedende. Nyd børnene og deres sukkerglæde, læn Jer tilbage i liggestolen, spænd livremmen ud, og lad for Guds skyld cyklen stå. Døde er vi endnu ikke. Så lad os da få det fulde udbytte, den fulde glæde, den fulde vellyst ud af at leve sammen. Mens vi gør det. Glædelig påske

15 April 2014 | 8:51 am


Jeg holder lige en fridag, så jeg kan arbejde

I dag har jeg en fridag, og hvilken skønnere dag at få noget arbejde fra hånden? Få ting gjort, så man bedre kan nå alt det arbejde, der ellers skal klares de næste par dage inden påsken, hvor man jo nærmest er tvangsfjernet fra sit job; hvor landets kontorer står mennesketomme og nationen synes i dvale. Så jeg arbejder. Blandt andet i dette dokument. Skriver en blogpost. Hunden og yngstedatteren leger ovenpå, sønnen arbejder på en skoleopgave, min kone skal vist også arbejde noget. Det dulmer samvittigheden lidt over at sidde og arbejde på sådan en friforårsdag… Men jeg burde jo lade være. Eller burde jeg? Jeg burde omvendt også arbejde. Der er ting, der skal gøres. Så det gør jeg. Men jeg burde vel strengt taget lade være. For nu kan jeg ikke lege med hunden og datteren. Får jeg i det hele taget ikke leget for lidt med hunden og datteren? Hvad vil mine børn sige, når de bliver voksne? Bliver jeg én af dem, der får at vide, at jeg aldrig var der? Om ikke andet så med lidt åndelig tilstedeværelse. Jeg ved det ikke. Man forsøger sit bedste. Men det er jævnligt en kamp. For mænd som for kvinder i 2014. Vi er ved at være fælles om den kamp. Kvinderne stadig med lidt flere timers arbejde derhjemme, mændene med lidt flere timers arbejde derude, men udfordringen er dybest set den samme: Balancen mellem arbejde og hjemmeliv. Mellem job og børn og familie. Mellem det at skabe noget uden for sig selv og drage omsorg for det, der er tættest på én selv. Med både far og mor på arbejdsmarkedet synes det at være en opgave, der til tider vokser mange danske familier over hovedet. -- For nylig bragte Jyllands-Posten historien om shipping-direktøren Lars Juhl (kræver betaling), der arbejdede fra morgen til aften i årevis, indtil han faldt om med hjertestop. Først dér, ude på livets yderste revle, gjorde han op med sig selv, at hans egne prioriteringer havde været for skæve. ”Jeg har fucked mit liv helt op”, lød hans egen analyse. Nu har han gearet ned for karrieren og prioriteret familien op. Han betegner nu mange karrieremænd og topleder som "egoister", der "jagter intensitet for at vide, at vi er gode nok". Så det gør Lars Juhl ikke længere. Han er f.eks. begyndt at køre sin søn til badminton. Utænkeligt førhen. Historien blev et viralt hit - det samme skete for en parallelhistorie et par uger senere om Nordea-direktøren Martin Andersen, der også var ved at dø, før han ændrede balancepunktet mellem karriere og familie. Men allerede historien om Lars Juhl fremkaldte en interessant reaktion. Fra ingen anden end SAXO-bankchef Lars Seier Christensen. Jeg så godt opslaget på facebook, da det kom og tænkte blot, at den første sætning i hvert fald var korrekt. Her skrev han: ”Jeg bliver noedt til at vaere lidt kontroversiel her…” Og så fortsatte han: ”…men saadan noget som det her goer mig en anelse negativ. Det kan godt vaere at han har truffet et noedvendigt valg for sit helbred, men at kaste vrag paa hele sin fortid er da ynkeligt. Hvad er der galt i at vaere ambitioes, have travlt, rejse meget (ikke at 110 dage om aaret er saerligt meget...), skabe arbejdspladser, tjene penge, udvikle sin virksomhed verden over? Hvorfor skal det fremstilles som moralsk underlegent i forhold til at sidde paa en badebro, se paa badminton og overtale en fed kvinde til at tabe sig? Det har ogsaa en vaerdi, men hvorfor fremstille det som noget bedre? Vorherrebevars. Selvfoelgelig skal man passe paa sit helbred, og selvfoelgelig ser man ikke altid familien saa meget som man gerne ville, men det er da for pokker produktiv aktivitet, der giver livet mening og vaerdi. Forstaar ikke den slags pladder - og selv hvis man skulle faa regningen lidt tidligere end ellers, saa drejer det sig om indholdet af livet, snarere end laengden af det for enhver pris, ligegyldigt hvor kedeligt det skal leves bare fordi man gerne vil blive 100 aar. Forstaar ikke den slags mennesker, det goer jeg sgu ikke." Se, det har SAXO-bankdirektøren jo al mulig ret til at mene. Hver må definere sit eget liv og sine egne idealer. Det virkeligt interessante var den intense debat, opslaget medførte. På Lars Seier Christensens egen FB-væg og andre steder. Og da Finanswatch så valgte at skrive om hans indlæg. Nogle støttede Seier holdning til Lars Juhl. Der var efter deres opfattelse tale om en mand, som nu forsøgte at gøre det at koble af fra ræset til en universel værdi, fordi han ikke selv havde kunnet holde til dette ræs. Nogle fandt ham eller hans historie ynkelig. Andre så de mange delinger på sociale medier som udtryk for kapitalismekritik. For had til det at tjene penge. Andre igen havde den stik modsatte opfattelse af historien om Lars Juhl; de anså det for at være en øjenåbner. En personlig erfaringshistorie om at opdage, at livet har andre værdier end at gøre karriere og tjene penge. At man(d) må have friheden til at træffe sine valg. Og at de ikke nødvendigvis skal handle om værdiskabelse på den pekuniært målbare vis. Det var en ting. Noget andet var endnu mere bemærkelsesværdigt: Stort set alle debatterende i diverse tråde var mænd. -- Hvor tit oplever man egentlig det? At mænd, engageret tangerende det ophidsede diskuterer, hvad man skal mene om det at arbejde rigtig, rigtig, rigtig meget? Måske så meget, at man svigter andre ting. Familien. Sit helbred. Eller så meget, at man omvendt rent faktisk gør en forskel i verden. I bevidstheden om, at det kan koste på andre fronter. Det er en vigtig diskussion, og det er næsten kun kvinder, der tager den. Måske fordi de over de seneste 50 år har opfattet det som en nærmest selvvalgt problemstilling. En bieffekt af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Her har mænd ”altid” været. Det er vi stadig. Men man venter os i stigende grad også derhjemme. Forventer os derhjemme. Hvad stiller man op med det? Går ned på det? Afsværger det ene eller det andet – med de konsekvenser det har? Eller forsøger at vende det til en styrke, at heller ikke mænd længere er endimensionelle arbejds- og skaffedyr, som ankommer til hjemmet hver dag ved aftenstide fra kontor eller fabrik og forventer maden på bordet og unger, der holder kæft under Pressens Radioavis? Mange har med rette sagt meget ondt om patriarkatet. Men den anden side af den historie er jo også, at store mænd har gjort store forskelle gennem tiderne. I ondt som i afgørende godt. Kunne de det, fordi de ikke også skulle skifte ble og vaske op? Eller er det ikke bare en stor, historisk maskulin illusion, som er bekvem at klamre sig til i mødet med en ny, udfordrende virkelighed? Er det ikke netop det, at mange mænd nu tager del i hele livet, som betyder at også de kan gøre en forskel på helt andre måder, end de kunne på bankdirektør Varnæs’ tid? Det er gode spørgsmål. Men der skal åbenbart en eksistentialistisk gyserfortælling og en provokation fra en SAXO-bankdirektør til, før mænd følte sig (kortvarigt) kaldet til at prøve at besvare dem. -- En af de værste og mest tåkrummende radioudsendelser, jeg nogensinde har hørt, var som stort barn. Ung voksen. Jeg husker det ikke præcis; det følgende er den bedste skildring, min hullede hukommelse tillader mig. Det var vist et sommerprogram. Et tilforladeligt pladevenderprogram. En dengang forholdsvis fremtrædende dansker (ingen nævnt, alle glemt) var i studiet med, som jeg husker det, sin søn. Talen faldt mellem to musikstykker på det at have en familie, når man nu havde den bestemte profession, den fremtrædende dansker havde, som betød at han ofte var hjemmefra. Den fremtrædende dansker gav udtryk for, at det gik da vist nok. Og blev mødt med en voldsom bebrejdelse fra sønnens side, som – sådan husker jeg det – i relativt klarsprog gjorde det klart for faderen, hvor meget han havde forsømt familien. Hvor meget der var blevet svigtet. Faderen gik i privat forsvarsposition live på national radio, og det blev ualmindeligt pinligt, inden et nyt stykke musik frelsende blev sat på. Jeg har siden ofte tænkt, at jeg kunne have undet denne far, at så ømtålelig diskussion ikke nødvendigvis måtte tages for åbne mikrofoner. Det er vel 30-35 år siden. Siden har både karriere- og familiemønstre ændret sig meget, både for kvinder og mænd. Det er ikke nødvendigvis blevet lettere at få det hele til at hænge sammen. Det snakker kvinderne om, men mændene? Vi burde fortsætte, hvor Lars Seier & co. slap. Det er sgutte noget udtryk for svaghed at turde det. At turde stå ved den kendsgerning, at man kender dén splittelse. Det er et udtryk for dobbelt styrke. -- KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

14 April 2014 | 1:53 pm


Prisen for at handle med Kina: Demokratiske frihedsrettigheder

Denne blog er en redigeret version af en kronik bragt i Weekendavisen 11/4 2014 Er retten til fredelige protester en grundlæggende menneskerettighed? Dette afhænger af, hvem der demonstreres imod. Det synes at være svaret, hvis man spørger flere europæiske demokratier. Den 28. marts 2014 vedtog FNs Menneskerettighedsråd en resolution, der fremhæver vigtigheden af »fredelige protester« og understreger staters forpligtelse til at »promovere et sikkert og understøttende miljø for individer og gruppers udøvelse af deres rettigheder til forsamlings-, ytrings-og foreningsfrihed« - samt til at »bistå fredelige protester ved at tilvejebringe deltagere med adgang til offentlige rum og beskytte dem uden forskelsbehandling«. Resolutionen var blandt andet sponsoreret af 20 EU-lande, herunder Danmark, og blev vedtaget med stemmerne 31 for og ni imod, mens syv lande afstod fra at stemme. Blandt de lande, der stemte mod resolutionen, var Rusland, Cuba og Kina. Men hvor europæiske demokratier tør stå op mod Kina, når det gælder ikke-bindende resolutioner i Menneskerettighedsrådet, er situationen en anden, når kinesiske ledere er på statsbesøg. Politiets systematiske indgreb mod pro-tibetanske demonstranter under Hu Jintaos og Yu Zhengshengs statsbesøg i Danmark i henholdsvis 2012 og 2013, hvor tibetanske flag blev konfiskeret og demonstranter med sådanne flag flyttet ud af de kinesiske gæsters synsfelt, står således ikke alene. De danske begivenheder, der nu synes at have fået en samlet opposition op ad stolene, er del af et dybt bekymrende mønster, hvor europæiske demokratier bøjer sig for krav om at håndhæve kinesiske normer i form af forbud mod symboler og protester, der krydser kinesiske røde linjer. De seneste tilfælde af denne europæiske eftergivenhed over for kinesiske krav udspillede sig i den forgangne uge, hvor Kinas præsident Xi Jinping var på en 11-dages lang rundtur til en række europæiske lande, herunder Frankrig og Belgien. I Frankrig havde en fransk afdeling af den spirituelle Falun Gong-bevægelse, der bliver systematisk forfulgt i Kina, anmeldt en demonstration foran den kinesiske ambassade i Paris på tidspunktet for statsbesøget. Dagen før traf det franske politi dog en afgørelse om at forbyde demonstrationen foran ambassaden og flytte den længere væk. Heldigvis for demonstranterne blev dette forbud dog øjeblikkeligt indbragt for en fransk domstol, der erklærede forbuddet for ulovligt med henvisning til, at retten til fredelige demonstrationer er beskyttet af ytrings-og forsamlingsfriheden. De selvsamme værdier, som Danmark og Frankrig så aktivt promoverede den 28. marts i FNs Menneskerettighedsråd på trods af kinesisk modstand. Pressefrihedsorganisationen Réporters Sans Frontiérs (RSF) oplevede også problemer. RSF havde lanceret en kampagne, hvor biler kørte rundt i Paris med store plancher, hvor Xi Jinping giver »fingeren«, symboliserende Kinas manglende respekt for ytringsfrihed. Ifølge RSF blev flere af disse biler dog stoppet af politiet uden nogen grund. Da Jinping fortsatte sin tur til Belgien, fulgte censuren med. Den europæiske avis EU Observer kunne for nylig afsløre, at to lokale politistationer i Bruxelles havde anmodet en kinesisk dansetrup om at fjerne eller tildække plakater, der annoncerede for deres optræden. Det skyldtes tilsyneladende, at den dans, som truppen optræder med, indeholder en reference til Falun Gong, hvilket ifølge politiet kunne føre til »diplomatiske problemer«. Ifølge menneskerettighedsorganisationen FIDH blev flere demonstranter endvidere frihedsberøvet på vej til en demonstration i Brügge, hvor Jinping skulle tale. I Ungarn nåede landets Ombudsmand for Borgerrettigheder i 2011 frem til, at det ungarske politi havde krænket pro-tibetanske demonstranters ytringsfrihed, da disse var blevet stoppet og havde fået frataget flag på vej til en demonstration under daværende premierminister Wen Jiabaos besøg, mens demonstranter med kinesiske og ungarske flag fik lov til at fortsætte uantastet. Endnu mere belastende for de ungarske myndigheder var det forhold, at udlændingemyndighederne havde indkaldt en lang række tibetanere bosat i Ungarn til en samtale på dagen for statsbesøget, hvorfor de ikke kunne deltage i eventuelle demonstrationer. Dette tiltag var ifølge Ombudsmanden udtryk for diskrimination. Også i Irland oplevede demonstranter med tibetanske flag at få disse konfiskeret og blive nægtet adgang til at demonstrere under Xi Jinpings besøg i februar 2012. I New Zealand tyede kinesiske sikkerhedsfolk endog til selvtægt ved med tvang at konfiskere et tibetansk flag fra et parlamentsmedlem, efter først at have forsøgt at skærme det via paraplyer, under Jinpings besøg i 2010. Hvor stor vægt Kina lægger på, at også andre lande respekterer kinesiske røde linjer, demonstreres af situationen i Nepal. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch udgav i marts 2014 en rapport, hvor det konkluderes, at Nepal under pres fra Kina reelt har ophævet bosiddende tibetaneres ret til at demonstrere, fremvise nationale eller kulturelle symboler eller fejre nationale mærkedage. Tibetanerne bliver blandt andet udsat for vilkårlige anholdelser og trusler, som de nepalesiske myndigheder begrunder i, at Nepals territorium ikke må bruges til »anti-kinesiske aktiviteter«. En forbrydelse der dog ikke findes i nepalesisk ret og i alle tilfælde er i klar strid med internationale konventioners beskyttelse af ytrings-og forsamlingsfrihed. Det er dybt bekymrende, at vestlige lande ikke lægger pres på Kina for at stoppe denne intimidering af lande, der på grund af geopolitiske realiteter er meget sårbare over for kinesisk pres, men snarere indfører en mildere version af samme censur i egne demokratiske lande. Når vestlige politistyrker, hvis fornemmeste opgave er at sikre borgernes mulighed for at udfolde deres grundlæggende frihedsrettigheder, pludselig håndhæver et diktaturs normer på egen jord, er det et tegn på, hvor alvorligt Vestens magtposition er blevet svækket, og at vestlige lande selv bidrager til at svække den yderligere. Når der står kinesiske milliardinvesteringer eller lukrative kontrakter for vestlige virksomheder på spil, er selv arvesølvet til salg. I det internationale magtspil er »soft power« i form af menneskerettigheder stadig et kort, som Vesten spiller. Men det er ikke længere noget es, og lande som Kina, Rusland, ja selv Tyrkiet med Erdogans nylige blokering af Twitter og Youtube afslører i øjeblikket Vestens bluff. Synet af et afklædt Vesten, der selv bidrager til denne form for ydmygende strip-poker, er ikke kønt. Hvis man ikke engang vil stå på vagt for egne fundamentale rettigheder på egen jord, hvad er så sandsynligheden for, at man kan agere en troværdig og effektiv fortaler for disse rettigheder i international sammenhæng? Hvor seriøst mon Kina tager de europæiske protester over fængslingen af nobelprisvinderen Liu Xaiobo, dissidenten Xu Zhiyong eller den brutale fremfærd i Tibet, når europæiske borgere, der vil udnytte deres frihedsrettigheder til at protestere over disse krænkelser over for kinesiske ledere, bliver forhindret deri af egne myndigheder? Det er kun en styrke, at vestlige demokratier lægger større vægt på dialog, tolerance og imødekommenhed end diktaturer, som ikke er vant til debat og opfatter kritik som fornærmende og undergravende for deres egen autoritet. På lang sigt vil lukkede systemer gøre sig sårbare på grund af den viden og kritiske debat, de holder ude, men som er afgørende for evnen til at omstille sig og gøre fortsatte fremskridt. Men imødekommenhed og tolerance går begge veje, ligesom reel dialog kræver åbenhed for modsatrettede synspunkter. I et demokrati betyder det blandt andet, at borgerne har ret til på fredelig vis at forsamle sig og ytre sig kritisk i forhold til både egne og udenlandske regeringer. Disse rettigheder kan vi ikke begrænse, uden at vi både underminerer vores politiske kultur og mister respekten hos de diktaturer, der oplever, at de kan kujonere floskeldemokratier med pisk i form af censurkrav og gulerod i form af milliarder.

14 April 2014 | 7:16 am


DR Nyheder - Udland

Udland - Seneste 20

Rapport: Egyptiske voldtægtsmænd bliver ikke straffet

Retfærdighed ved domstolene for egyptiske kvinder lader stadig vente på sig efter Det Arabiske Forår.

16 April 2014 | 8:50 pm


DR i Donetsk: En lille gnist kan tænde bålet

Det er for tidligt at tale om borgerkrig i Ukraine, men situationen tilspidses hele tiden, siger DR's Rusland-korrespondent.

16 April 2014 | 8:11 pm


Janukovitj-parti til prorussere: Træk jer tilbage

En frygt for splittelse i Ukraine får prorussisk parti til at appellere til militante om at trække sig tilbage

16 April 2014 | 7:40 pm


Egypten fængsler 120 Mursi-tilhængere i tre år

Sammenstød i Kairo-bydelen Dokki kostede sidste år 24 mennesker livet, og nu er 120 personer dømt i sagen.

16 April 2014 | 7:05 pm


Nigeria: Gigantisk eftersøgning af 100 kidnappede skolepiger

Det nigerianske militær deltager i eftersøgningen af mindst 100 kidnappede skolepiger. Berygtet islamistisk gruppe menes at stå bag.

16 April 2014 | 6:42 pm


Partierne skal tage ansvar for EU-debatten

Jeg savner virkelig, at Folketingets gamle partier allierer sig omkring budskabet, at vi har brug for EU. Og debatterer de udfordringer, vi står over for i Danmark og som EU-borgere, snarere end at debattere spørgsmål, der i bund og grund ikke er væsentlige.

16 April 2014 | 6:00 pm


Sådan får vi moderne togdrift

Uanset om man kan lide det eller ej, kommer der mere konkurrence på banen i Europa i de kommende år. Det skal vi ruste os til med rettidig omhu. I Danmark har vi allerede høstet positive erfaringer med udbud af togdriften.

15 April 2014 | 8:30 pm


Alle skal med

Mogens Jensen: Kampen mod den negative sociale arv er en god investering. Næstformand for Socialdemokraterne, Mogens Jensen, fortæller om baggrunden for partiets nye debatinitiativ for at bryde dårlige sociale mønstre.

14 April 2014 | 8:30 pm


Hvordan jeg tilgav min far

Som lille dreng var der mange nætter, hvor jeg måtte se hjælpeløs til, mens min far udsatte min mor for både verbal og fysisk vold.

13 April 2014 | 8:30 pm


Automatreaktioner på utroskab

Lige nu bliver kriseramte ægtefæller og familier ladt i stikken af alt for mange automatreaktioner og alt for megen berøringsangst.

12 April 2014 | 6:30 pm