Gratis tilbud 25. februar 2018
Træ svampe tilbud

Svampe i træ

Det vegetative system i svampe består af et såkaldt mycelium, der er sammensat af talrige fine, trådformede celler, der benævnes hyfer. Myceliet, der hos nogle svampearter hovedsageligt vokser inde i det stof, det lever af, medens det hos andre tillige danner sammenhængende, uregelmæssigtformede belægninger uden på næringsstoffet. Det giver ikke altid noget sikkert kendetegn til bestemmelse af de forskellige arter. Det gør derimod de under visse forhold dannede frugtlegemer f. eks. paddehattene der producerer de såkaldte sporer. I form og størrelse minder sporerne meget om blomsterstøv, og spredes som dette ved vinden, insekter eller på anden måde, vidt omkring. Hvor vækstbetingelserne er til stede, spirer sporerne og danner nye mycelier. Svampe er i modsætning til grønne planter ikke i stand til at leve af uorganiske stoffer. De må hente deres næring fra organiske stoffer, som de inden optagningen som regel må nedbryde ved hjælp af forskellige former for enzymer. Foruden tilstedeværelsen af egnede næringskilder er svampenes eksistens også betinget af passende temperaturforhold samt tilstrækkelig fugtighed og lufttilgang.

Krav til veddets fugtighedsindhold

Blandt de svampe, der ernærer sig af træernes vedsubstans, er det naturligt at skelne mellem de veddestruerende svampe og blåsvampene. De veddestrueremle svampearter er kendetegnet ved, at myceliet henter sin næring fra selve cellevæggene. Den herved fremkomne nedbrydning af veddet kaldes også formuldíng. Svampene kræver som regel et relativt højt fugtighedsindhold i træet, hvorfor opskåret træ, der er udsat for sol og vind, ikke vil blive angrebet. Kravene til veddets fugtighedsindhold er imidlertid noget varierende for de forskellige svampearter. Således kan hussvampen udvikle sig ved et fugtighedsindhold på under 30 %. Det er udregnet på basis af træets tørvægt, hvorimod de fleste andre arter trives bedst med tilbud med fugtighedsindhold på over 50 %. Meget høje fugtighedsgrader standser dog myceliets vækst, idet træets indhold af luft (ilt) bliver for lav. Som følge heraf anvendes oplagring under vand som middel til at hindre svampeangreb, især for rundtræs vedkommende. Ved et lavt fugtighedsindhold i veddet, dør svampe-myceliet i reglen. Hos nogle arter kan myceliets vækst i et kortere tidsrum standse for atter at live op, når fugtighedsindholdet på ny bliver tilstrækkeligt.

Resistens overfor både kulde og varme

For de fleste svampearter er en temperatur på mellem 3 og 40 C en betingelse for vækst. Over og under disse temperaturer kan myceliet under ugunstige vilkår dø, men udviser dog ofte stor resistens overfor både kulde og varme. For at opnå fuld sikkerhed for ødelæggelse af al svampeliv må myceliet udsættes for opvarmning til temperaturer på 100-110° C. Som inddelingskriterium for de veddestruerende svampe anvendes til tider det angrebne veds udseende. Der skelnes da mellem brun- og hvidmuld. På et indledende stadium af svampenes angreb bliver veddet altid mere eller mindre mørkfarvet rødt, brunt eller gråligt. Hos brunmuldssvampene bibeholdes eller forstærkes denne farvetoning, hos nogle arter dog iblandet lysere vedpartier. Alt efter disse partiers udseende tales der om plettet, stribet (pibet) og flammet muld. Hos hvidmuldssvampene bliver det angrebne ved derimod hurtigt ensfarvet gult eller hvidt. Farveforskellene i tilbuddet afhænger af, om myceliets nedbrydning omfatter cellevæggenes lignineller celluloseindhold. Bliver cellulosen tilbage i næsten ren tilstand, bliver mulden hvidlig. En nedbrydning af cellulosen alene eller af såvel denne som ligninen giver en mørk mulddannelse.

Svampearter, der kan angribe sundt træ

Efterhånden som svampeangrebene udvikler sig, indtræder der som regel også en ændring i gartner tilbud veddets struktur. Det ved destruktionen opståede tørstoftab kan således give anledning til skrumperevner. Når disse forløber i alle 3 retninger i træet, opstår en karakteristisk terningformet muld. Følger revnerne derimod i hovedsagen årringsgrænserne fremkommer en ringskalning. Skrumperevnerne kan imidlertid også være mindre udtalte eller endog helt mangle, hvorved mulden får en trådet, porøs eller svampet karakter. De veddestruerende svampe kan også inddeles efter, hvorvidt deres angreb sætter ind på stående (levende) træer, eller først efter at træet er fældet. I sidstnævnte tilfælde kan svampene inddeles i henholdsvis lagrings- og bygningssvampe. De svampe, der fortrinsvis angriber stående træer, kræver som regel et højt fugtighedsindhold i veddet, hvilket indebærer, at de dør, når træet fældes. Selvom angrebet herved standses, inden der er sket væsentlig skade på veddets styrkeegenskaber, er det ikke ufarligt for træets senere anvendelse. Der er da skabt grobund for angreb af andre svampearter, der ikke kan angribe sundt træ. Af de svampe under denne kategori, der har størst økonomisk betydning, skal nævnes rodfordærveren (Fomes annosus) også kaldet Trametes. De angriber alle hovedsagelig nåletræsarterne.

Gunstigste vækstbetingelser

Blandt lager- og bygningssvampene må i første række nævnes hussvampen (Merulíus lacrymans), der er langt den farligste svampeart indenfor denne kategori. På et indledende stadium af denne svamps vækst kræver den et vist fugtighedsindhold i veddet, eller at dette tidligere har været angrebet af andre svampe. Men når svampemyceliet først har udviklet sig, danner det selv vand ved nedbrydning af cellevævet og kan som følge heraf brede sig til helt sundt og tørt træ selv under temmelig lave temperaturer. De gunstigste vækstbetingelser findes, hvor veddet ikke er udsat for luftcirkulation, f. eks. på tilbud på isolering af undersiden af gulvbrædder, bag paneler og lign. steder. Myceliet danner her en vatagtig beklædning, der i begyndelsen er hvidlig, men senere bliver noget grålig og til tider med et rosa anstrøg. Det angrebne ved henfalder hurtigt i en terningformet brunmuld. Den hvide tømmersvamp (Poría el. Polyporus vaporarius), minder både hvad angår myceliets udseende som mulddannelsen meget om hussvampen. Det stiller større fordringer end denne såvel til temperaturen som til veddets fugtighedsindhold, hvilket gør svampen betydelig mindre farlig end førstnævnte. Den træffes hyppigst i træværk i fugtige kældre, drivhuse, mistbænke o. lign.

Leave a comment.

Your email address will not be published. Required fields are marked*