Side 2: Billeder
Side 3: Video
Side 4: Links

Adolf Hitler
Side 2: Billeder
Side 3: Video
Side 4: Links

Adolf Hitler

Adolf Hitler, Rigskansler i Tyskland

Historien om Adolf Hitler

Kehlsteinhaus - Adolf Hitlers sommerhus
På dansk kalder vi det for Ørnereden, på engelsk Eagels Nest, mens tyskerne foretrækker det noget mere anonyme Kehlsteinhaus. Det er navnet på Hitlers sommerresidens
- Intet er umuligt for en tysker, og da slet ikke for en flittigt arbejdende tysk soldat!
Nogenlunde sådan sagde Adolf Hitlers førsterådgiver Martin Bormann tilbage i slutningen af 1930’erne, da måbende nazi-partikolleger første gang hørte om Bormanns planer om en ekstraordinær fødselsdagsgave til Hitler på ”Der Führers” 50-års fødselsdag: En sommer-residens i 1800 meters højde, og så endda på en bjergtinde.
Bormann beordrede 3500 nøje udvalgte soldater til opgaven, fortrinsvist soldater fra Østfronten, da de – ifølge Bormann – havde et ekstra arbejdsgen.
Soldaterne gik straks i gang, og på lidt over et år, stod et sommerhus klar til Hitler og kæresten Eva Braun.
Egentlig er Kehlsteinhaus ikke så pompøst opført som nazisterne ellers havde for vane at bygge. Bevares, en cirka 150 meter lang gang fører ind til en kæmpe kobber-beklædt elevator, der førte Hitler og hans slæng de 124 meter op til Kehlsteinhaus – inde i bjerget.
Men selve Ørnereden, bestod oprindeligt ”kun” af fire rum. Et stort mødelokale hvor Hitler kunne holde møder med venner og ”forretningsforbindelser,” en spisestue, et badeværelse og så Eva Brauns værelse.
Der er straks mere under jorden, for inde i bjerget, er der seks kilometer(!) gangstier til diverse kontorer og opholdsrum. Nazisterne vidste godt, at man nok kom under angreb før eller siden, så det var med at sikre sig, mens tiden var der.
Den dag i dag, er flere af gangene uberørte, men af sikkerhedsmæssige grunde, er det ikke muligt at besigtige alle seks kilometer.
Du kan ikke selv køre i bil helt op til Kehlsteinhaus. Vejen er ganske enkelt for smal. Du skal parkere din bil i landsbyen Obersalzberg, og derfra videre med specielle busser, der i fast rutefart, transporterer gæster til og fra Ørnereden.
Seks kilometer går det opad, og imens er det bare at nyde den fantastiske udsigt gennem bussens panoramavinduer. Kobber-elevatoren har plads til 100 menesker og er foruden kobber beklædt med spejle.
Det gør at den ser enorm stor ud, og det er der en mening med. Hitler led voldsomt af klaustrofobi, og det var simpelthen for at lindre ”Der Führers” klaustrofobiske tanker, at man byggede elevatoren så stor.
Hitler blev glad for gaven på sin 50 års fødselsdag. Men han måtte sande, at han aldrig følte sig hjemme i Kehlsteinhaus.
Han led, som nævnt, voldsomt af klaustrofobi, svimmelhed og højdeskræk. Rent faktisk var Hitler der blot ti gange i de seks år der gik mellem hans 50-års fødselsdag og hans selvmord i Berlin i april 1945.
Det var straks noget andet med Eva Braun. Hun holdt meget af Kehlsteinhaus, og næsten dagligt - i hvert fald i sommerhalvåret - besøgte hun Ørnereden. Især på den sydvestvendte solterrasse yndede hun at opholde sig – endda nøgen, som på daværende tidspunkt, var ganske uhørt.
Det var ellers tæt på, at Kehlsteinhaus blev bombesprængt og jævnet med jorden, da Anden Verdenskrig sluttede.
De allierede ville slette alle nazispor, så Berchtesgaden ikke blev et turistmål for nazisympatisører i fremtiden.
En tvist i 1950’erne med efterkrigstidens første borgmester i området førte til, at de allierede tabte slaget om Kehlsteinhaus.
Borgmesteren lå nærmest på knæ for delegationen, og tryglede om at Kehlsteinhaus skulle bevares.
De allierede rystede på hovedet, men forstod ikke pointen.
Borgmesteren var sikker på, at Kehlsteinhaus ville blive en turistattraktion i fremtiden, og med hundredevis af gæster hver eneste dag den dag i dag, må man sige, at den gamle borgmester fik ret i sine profetier.

Yderligere oplysninger om Kehlsteinhaus

Det kostede på daværende 30 millioner Rigsmark at opføre sommerhuset. I nutidspenge er det mere end 1,1 milliard kroner.

Der er en fantastisk udsigt over Königsee og en stor del af både Østrig og det øvrige Bayern fra Kehlsteinhaus.

Adolf Hitler og Eva Braun overnattede aldrig i Kehlsteinhaus. Det gjorde til gengæld flere af Hitlers nærmeste: Rodolf Hess, Albert Speer, Hermann Göring og naturligvis Martin Brormann.

 

Hitler og Braun foretrak det langt mere pompøse Berghof længere nede i dalen. Det findes ikke længere. Berghof blev sønderbombet af de allierede i slutningen af Anden Verdenskrig.

Hitlers fødselsdag

Født: 20. 04. 1889.
Fødested: Braunau, Linz, Østrig.
Død: 30. april 1945.
Dødssted: Førerbunkeren i Berlin.
Dødsårsag: Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun. Parret var alene og ligene blev efter selvmordet overhældt med benzin og brændt. Tilsyneladende har Hitler bidt en cyanid-kapsel over, og samtidigt skudt sig i hovedet med en 7.65 mm Walther pistol.
Officiel tysk forklaring: Faldet i kamp mod russerne. 

Kehlstein bjerget med sine 1.835 m, hvor Martin Bormann på toppen byggede Kehlsteinhaus ('Hitlers tehus'), som en gave til Adolf Hitler på hans 50 års fødselsdag.

Hitlers magtovertagelse

Magtovertagelsen 1933-34

30/1 1933

Hitler udnævnes til rigskansler, der bliver indledningen til den 'nazistiske revolution'. Tusindvis af mennesker gik om aftenen ud på gaderne, hvor nazisterne med fakkeltog fejrede deres sejr.

30/1 1933

Den nazistiske overtagelse af rigskanslerposten blev efterfulgt af en række taler af ledende nazister. Her formanden for den tyske rigsdag Hermann Göring (lydklip) og Joseph Goebbels (lydklip).

31/1 1933

Allerede dagen efter udnævnelsen opløste den nye rigskansler rigsdagen og udskrev valg til den 5/3. I den tyske radio holdt han sin første tale som rigskansler (lydklip).

10/2 1933

Joseph Goebbels holder valgtale i Berlins Sportspalast. Efter Goebbels taler Hitler, der beder om fire år til at bringe landet på fode.

27/2 1933

Rigsdagen brænder. Nazisterne hævder at det er kommunisterne der står bag branden som et led i at tage magten i Tyskland. Dette forklarer Hitler rigsdagen den 23/3 1933.

28/2 1933

Forordning til beskyttelse af folk og stat. 4.000 kommunister og socialdemokrater arresteres.

Marts 1933

Det hemmelige sikkerhedspoliti Gestapo (Geheime Statspolizei) dannes.

5/3 1933 Sidste rigsdagsvalg med flere partier. NSDAP får 288 ud af ialt 650 mandater.

9/3 1933

Koncentrationslejren Dachau opføres uden for München.

14/3 1933

Joseph Goebbels udnævnes til propagandaminister

21/3 1933

Bismarck havde åbnet Det tyske Kejserrige (Det andet Rige) den 21. marts 1871. Det var nu arrangeret at Hitler, med sikker sans for tradition og dramatik, skulle åbne Det tredie Rige første rigsdag på årsdagen for den historiske begivenhed. Det skulle ske i Garnisionskirken i Potsdam, hvor Frederik den Store lå begravet. Arrangementet startede med at von Hindenburg holdt en kort tale. Derefter holdt Hitler, iført kjole og hvidt, sin tale til rigspræsidenten. Se billedet i bogen s. 42.

23/3 1933

48 timer efter højtideligheden i Garnisionskirken trådte rigsdagen sammen for at debatere Hitlers forslag til en 'lov om overvindelse af folkets og statens nød' - det som senere blev kendt under navnet 'bemyndigelsesloven' (se tekst 11 i bogen). Hitler krævede bemyndigelse til at lovgive enevældigt de næste fire år. Dette ville betyde en forfatningsændring og krævede derfor 2/3 flertal. Kommunisterne blev gjort ansvarlige for branden på rigsdagsbygningen og derefter udelukket fra rigsdagen. I sin tale overtalte Hitler de borgerlige til at stemme for bemyndigelsesloven, der reelt satte Weimar-forfatningen ud af kraft. Kun socialdemokraternes 89 medlemmer stemte imod bemyndigelsesloven.

1/4 1933

Boykot mod jødiske forretninger.

5/4 1933

Hermann Göring udnævnes til Preussisk ministerpræsident og rigsminister for luftvåbenet. På opfordring af den nye leder Valdur von Schirach besætter Hitler-Jugend-grupper hovedorganisationen for de tyske ungdomsforbund, og von Schirach bliver ny leder. I de følgende måneder opløses alle andre ungdomsorganisationer. På partidagen i 1934 hilser Hitler sine unge medkæmpere. Også det tyske skolesystem blev efter magtovertagelsen nazificeret.

7/4 1933

Jøder kan ikke ansættes som embedsmænd

25/4 1933

Adgangsbegrænsning for jøder ved højere læreanstalter

1/5 1933

Hitler fejrer arbejdernes internationale kampdag med en tale til de tyske arbejdere på Tempelhofer Feld i Berlin.

2/5 1933

De tyske fagforeninger ophæves og erstattes af den tyske arbejdsfront.

 

10/5 1933

Om aftenen den 10/5 fejrede nazistiske studerende Hitlers første 100 dage ved magten med at smide 'utyske' bøger på bålet. Goebbels holdt foran universitetet i Berlin en tale mens bøgerne blev kastet på bålet (lydklip).

Tilbage i 1820'erne havde den tyske forfatter Heinrich Heine sagt 'hvor man brænder bøger, brænder man senere også mennesker' – hans profeti kom til at være rigtig.

14/7 1933

Lov mod nydannelse af partier

20/7 1933

Aftale med Vatikanet (Rigskonkordatet)

22/8 1933

Forbud mod jøders brug af offentlige badeanstalter

21/9 1933

Retssagen mod kommunisten van der Lubbe begynder. Van der Lubbe er af nazisterne blevet gjort ansvarlig for brandstiftelsen på rigsdagen 28/2 1933. Retssagen slutter 23/12 og van der Lubbe dømmes til døden.

22/9 1933

Rigskulturkammerloven, der giver staten kontrol over det tyske kulturliv, idet kunstnere skulle være medlem af kulturkammeret for at få lov til at være udøvende.

23/9 1933

Joseph Goebbels udnævnes til præsident for rigskulturkammeret.

4/10 1933

Redaktørloven.

14/10 1933

Tyskland udtræder af Folkeforbundet og Hitler forklarer i en radiotale hvorfor.

12/11 1933 Første rigsdagsvalg efter nazisternes magtovertagelse. Kun NSDAP stiller op til valget og får 92% af stemmerne.

26/1 1934

Venskabspagt mellem Tyskland og Polen

30/1 1934

På ét-årsdagen for magtovertagelsen udstedte rigsdagen Lov om rigets genopbygning.

5/3 1934

Jødiske kunstnere kan ikke længere optræde på tyske teatre.

25/3 1934

Ernst Röhm erklærer i en tale i Sachsen SAs rolle i den nazistiske revolution. Se iøvrigt tekst 12 i bogen.

15/6 1934

Første møde mellem Hitler og den italienske diktator Mussolini. Mussolini fortalte Hitler i skarpe vendinger, at han under ingen omstændigheder ville tillade Tyskland i at gribe ind i Østrigs selvstændighed.

30/6 1934

Opgøret med SA begynder. Gestapo og SS myrder Ernst Röhm og 150 SA-ledere. De lange knives nat, hvor i alt omkring 1.000 mennesker omkommer. Se tekst 12 og 13 i bogen.

 

1/8 1934

Rigsdagen vedtager en lov, der forener rigspræsidenten og rigskanslerens beføjelser. Loven sikrer, at rigspræsidentens beføjelser overgår til Hitler ved von Hindenburgs død.

2/8 1934

Rigspræsident Hindenburg dør 86 år gammel. Hitler bliver Fører og den tyske værnemagt skal ikke længere aflægge ed til Tyskland men til føreren personligt.

5/9 1934

I dagene 5-10/9 afholdes de årlige partidage i Nürnberg. Partistævnet i 1934 var særligt vigtigt, fordi partiet stod ved et afgørende vendepunkt efter udrensningen af SA. Hitler stod nu alene i spidsen for bevægelsen og havde brug for al den opbakning han kunne få. For at vise nazibevægelsens storhed lod han filmskaberen Leni Riefenstahl optage filmen 'Triumph des Willens' ('Viljens Triumf'), der var nyskabende indenfor filmhistorien og et enestående historisk dokument.

Hitlers familie

30. april 1945 - først på eftermiddagen - gik Adolf Hitler ind på sit kontor. De sovjetiske soldater havde taget Rigsdagen, det røde flag var nu plantet i hjertet af riget, og det var et spørgsmål om få timer, så ville de være ved førerbunkeren. Klokken 15.30 hørte vidner et skud, de trængte ind på kontoret og fandt Hitler sunket sammen i en sofa. Han havde skudt sig i højre tinding. De få tilbageblevne hjælpere forsøgte at brænde hans lig, men det lykkedes kun halvt. Syv timer senere stod russerne ved førerbunkeren, og to dage senere identificerede de liget og skjulte det. I 1970 gravede en russisk særenhed resterne af Hitlers lig op, forvandlede det til aske og spredte asken ud over Elben.

Sådan ender historien om Adolf Hitler.

Bortset fra, at historien fortsætter hver dag, og den fortsætter i de anonyme forstæder øst for New York.

Her lever hans efterkommere, hans stamtræ - tre brødre ved navn Alexander, Louis og Brian - og de kunne være almindeligheden selv, hvis ikke det var fordi de bar generne fra en af historiens mest forkætrede familier, og hvis ikke den ældste bror havde et forkætret mellemnavn: Adolf.

Brødrene har levet deres liv i stilhed; enhver, der har forsøgt at afsløre dem, er først stødt ind i en mur af tavshed og derefter en mur af advokater, men stenene er nu ved at forvitre. Sidste forår havde forfatteren Mark Kassen succes med sit skuespil »Little Willy«, han pirrede amerikanerne med sin historie om førerens forstadsfamilie, og skuespillet vil senere i år blive sat op i London. Derudover skriver de tre brødre på en bog om deres livs hemmelighed, oplyser New York Times, og en agent er i gang med at tilbyde manuskriptet til forlæggerne.

Men hvad skal vi egentlig bruge Alex- ander, Louis og Brian til?

Vi kan ikke straffe dem - det var ikke dem, der udløste lynkrig, verdenskrig og racekrig - og hvad kan de egentlig bidrage med? Hvilke spørgsmål kan de besvare? Skal de ikke bare have lov til at leve deres liv i fred og under dæknavn?

I princippet - jo. Men nogle historier er for gode til at lade ligge, og netop i tilfældet Hitler er ingen spørgsmål for små, ingen detaljer for få, og der er noget sensationelt ved tanken om, at de gener, der skabte Adolf Hitler, stadig i en eller anden form er derude.

Men lad os for et øjeblik følge generne et par generationer tilbage i tiden - til slutningen af 1800-tallet og til Alois Hitler, en østrigsk toldfunktionær, som fik otte børn.

Det ældste af børnene hed Alois. Det sjette hed Adolf.

I 1896, som 14-årig, fik Alois junior nok af faderens tæv og terror, han rejste sin vej og endte ad mange omveje i Dublin. Han var noget af en fusentast, han foregav at være en velhavende hotelejer, og i 1910 giftede han sig med en naiv irsk pige, de flyttede til Liverpool, og i 1911 fik de sønnen William Patrick.

Men ingenting lykkedes for Alois, hans planer slog fejl, og i 1914 forlod han familien og rejste til Tyskland.

William Patrick Hitler blev hos sin mor, men han slægtede mest sin far på - han havde ifølge bogen »The Last of the Hitlers« arvet faderens opportunisme og illoyalitet, og i 1933 rejste også han til Tyskland. Hans onkel Adolf var blevet en stor mand, og nu skulle familieforbindelsen malkes for, hvad den kunne malkes for. Onkel Adolf gav ham et nemt og bekvemt job i den tyske rigsbank, William Patrick skulle bare møde op og hæve sin løn, og i 1930rnes Berlin førte han sig frem i selskabslivet som »Førerens nevø«. Han blev berygtet som en damernes mand, han lagde kvinder ned på stribe, men han imponerede dem ikke. Deraf øgenavnet »Lille Willy«.

Selv det meget lidt krævende arbejde i rigsbanken var imidlertid for meget for William Patrick, og onkel Adolf skaffede ham et nyt arbejde som bilsælger hos Opel - men det var nevøen ikke tilfreds med, og han begyndte angiveligt at afpresse Føreren. Hvis ikke han fik en større stilling, ville han fortælle om Førerens jødiske forbindelse - at hans bedstefar vitterligt var en omrejsende jødisk handelsmand, der havde haft en affære med bedstemoderen - og truslen gjorde Adolf rasende. Han begyndte at kalde William Patrick for »min modbydelige nevø«, og i 1938 læste den modbydelige nevø skriften på væggen. Han flygtede til England og skrev artiklen: »Derfor hader jeg min onkel«.

I 1939 rejste han videre til USA, hvor han i de følgende to år turnerede rundt og fortalte, at han var Hitlers nevø, han skrev artikler og autografer, og da USA gik ind i krigen, lod han sig indrullere i den amerikanske flåde.

Flåden gav ham en uddannelse som laborant, og i 1947 forsvandt William Patrick Hitler ind i det amerikanske samfund. Det var det sidste, omverdenen hørte fra ham - og om ham. Historikere ledtemed lys og lygte, men de fandt ham ikke, og han levede og døde som en anonym amerikaner.

Historikerne havde god grund til at lede efter nevøen. Ikke på grund af ham selv, men på grund af hans familie. For slægten Hitler var ved at dø ud.

Adolf Hitler havde syv søskende. Fire af dem døde som små, og han døde selv i 1945. Søsteren Angela døde i 1949, broderen Alois i 1956, søsteren Paula døde i 1960, og med en enkelt undtagelse fik de enten ikke børn, eller også døde deres børn.

Den ene undtagelse var som sagt Alois' søn, William Patrick, og forskerne forsøgte uden held at finde ham.

Først i 2001 kunne forfatteren David Gardner - efter fire års jagt - afsløre, hvad der var sket. Han havde fundet ud af, at William Patrick efter krigen havde skiftet efternavn og hed nu William Stuart-Houston. Han havde giftet sig med en tysk pige, Phyllis, de var flyttet til et to-etagers typehus i Patchogue, en arbejderforstad i den mere ydmyge ende af Long Island, og William havde oprettet et privat blodlaboratorium i sit hjem. Han screenede blod for læger og for private kunder, og i 1987 døde han, 76 år gammel.

David Gardner beskriver i Daily Telegraph, hvordan han for første gang nærmede sig huset i Patchogue. Han kunne på lang afstand høre tysk musik, og en høj, velklædt kvinde lukkede op. Williams enke.

»Fru Hitler?« spurgte Gardner.

Phyllis talte med en tydelig tysk accent. Hun havde formentlig ventet og frygtet dette besøg hele sit liv, og hun ville ikke have rodet op i fortiden, skriver Gardner.

Hun svarede: »Vi var gift i mange år, og min mand ville ikke have afsløret sit navn eller sin fortid. Nu vil mine sønner ikke have noget med det at gøre. Det er lang tid siden. Der har været problemer nok med navnet.«

I de følgende år knyttede Gardner tættere kontakt til Phyllis og til de tre sønner. Han lovede dem, at han ikke ville afsløre deres nuværende efternavne eller deres bopæl, men i sin bog »The Last of the Hitlers« kommer han med en række andre afsløringer. Han skriver, at de alle tre er barnløse, og at to af sønnerne er det bevidst. De har indgået en pagt om, at de ikke vil have børn - slægten skal dø med dem. Den ældste bror, Alexander Adolf, er socialrådgiver, mens de to yngste brødre sammen driver en anlægsgartnervirksomhed, og to af brødrene bor også sammen.

Brødrene er i dag henholdsvis 57 år, 55 år og 41 år gamle.

Alexander Adolf understregede i bogen, at faderen var »absolut anti-Hitler og anti-nazistisk«.

Hvorfor gav han så Alexander mellemnavnet »Adolf«? Og hvorfor tog han et efternavn, som ligger faretruende tæt på en raceteoretiker, der påvirkede Hitlers tænkning?

»Jeg ved det ikke. Jeg var der ikke, da han tog beslutningen,« svarer Alexander.

Brødrene havde formentlig håbet, at de efter bogudgivelsen ville få fred - men sidste år blussede historien op igen.

En jødisk forfatter og skuespiller Mark Kassen satte skuespillet »Little Willy« op på Manhattan, og det vakte for alvor opsigt. I interviews fortalte Kassen, hvordan han havde været fascineret af tanken om, at de sidste rester af Hitler-slægten fandtes - af alle steder - ude i de ensrettede og afrettede forstæder på Long Island, og han berettede om, hvordan han havde fulgt sporet hele vejen frem til de tre brødre.

Men de ville ikke hjælpe ham. Som han har forklaret:

»Jeg blev kontaktet af en advokat, som bad mig om at holde mig væk fra familien. Tonen var ikke truende, men den var bestemt.«

Derefter sendte New York Times en mand ud på Hitler-sporet, og han havde mere held end Kassen. Han fandt frem til den mellemste bror, Louis, og han talte med nogle af naboerne til familien. Naboerne anede ikke, at de havde boet ved siden af Førerens slægt, men de bemærkede, at familien var udpræget tysk. Den talte tysk indbyrdes, den spiste tysk mad, den højtideligholdt tyske helligdage, og når børnene legede krig med de andre børn på vejen, var de altid tyske soldater. Avisen fortalte, at man i de tyske cirkler i Patchogue godt kendte sandheden om familien Stuart-Houston, men at man beskyttede familien og dens ret til at leve i fred.

Journalisten havde forberedt en hel række spørgsmål til brødrene. Har de virkelig indgået en pagt om at gøre en ende på slægten? Hvordan var faderens private holdning til sin berygtede onkel? Forsøgte faderen virkelig i sine yngre dage at afpresse Adolf Hitler med oplysninger om en eventuel jødisk bedstefar? Hvordan og hvornår fik de at vide, at deres stamtræ rummede en så ubehagelig forgrening?

Men Louis ville ikke svare på spørgsmålene.

»Jeg vil ikke tale om min familie,« sagde han. Hans brødre ville heller ikke - og tilføjede så:

»Hvorfor skulle vi også tale med en journalist? Vi er selv i gang med at skrive en bog. Vi har en agent og en advokat på sagen.«

Den sætning rummer løftet om endelig at få besvaret de ubesvarede spørgsmål og - 62 år efter selvmordet i førerbunkeren og 27 år efter asken blev spredt ud over Elben - endelig at få sat et punktum for familien Hitler

Adolf hitlers død

januar 1945 var Hitler vendt tilbage til Berlin, men kort efter sin 56-års-fødselsdag gav han op. Den 29. april frasagde han sig førertitlen og udnævnte storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger; derefter giftede han sig med sin elskerinde, Eva Braun, og 30. april begik de begge selvmord; Hitler ønskede ikke at blive fanget og ydmyget af de sejrende allierede. Hitler skød sig selv gennem tindingen, og hans lig blev brændt. Den 7. maj kapitulerede Tyskland.

Hitler citater

Vi genoptager kampen efter vor gamle metode og siger: Angrib! Angrib! Angrib hele tiden! 

Når nogen siger, de kan da ikke en gang til - Jeg kan ikke bare én gang til, jeg kan ti gange til.    

Den følsomste del af en mand er ikke hans hud, men hans tegnebog.


Vil man have de brede massers sympati, må man fortælle dem de dummeste og mest naive ting.   

Jeg anvender følelser for de mange og reserverer fornuften for de få.   
 
Dræb en - og du er morder. Dræb milioner - og du er erobrer. Dræb alle - og du er Gud.  

Sejrherren vil aldrig blive spurgt, om han fortalte sandheden.  
 
For mig og for os har tilbageslagene aldrig været andet end piskeslag, der først rigtig har drevet os fremad.  
   
Kristendom er en religion for slaver og tåber, for de sidste skal blive de første og de første de sidste.  
 
Overbevisning er vanskeligere at ryste end viden.  
 
Styrke ligger ikke i forsvar men i angreb.  
    

Antisemistisme er et nyttigt revolutionært værktøj. Mine jøder er et værdifuldt gidsel givet mig af demokratiet.  

Hitler død

I en ny bog, 'Grey Wolf: The Escape Of Adolf Hitler', offentliggør forfatterne nu en ny teori, og ifølge dem selv, nye beviser for at Hitler ikke tog sit eget liv i 1945.

Bogens to engelske forfattere Gerrard Williams og Simon Dunstan afviser at jagte sensationen. De mener, at deres research i forbindelse med bogen peger på, at historien om verdens mest forhadte mand skal omskrives.

'Vi ønskede ikke at omskrive historien, men beviserne vi opdagede om Adolf Hitler var for overvældende til at ignorere,' forklarer Gerrard Williams til Skynews.

Bogens påstand er, at Hitler fløj ud af Tyskland i april 1945 og boede i Argentina til sin død 17 år senere. Med sig havde han Eva Braun og de fik sammen to døtre.

De invaderende russere var først i førerbunkeren i Berlin. Her fortæller historien, at de fandt resterne efter den døde Hitler. Men den påstand afvises i bogen, hvor der står, at det kranie, der skulle tilhøre nazilederen i virkeligheden stammer fra en yngre kvinde, skriver Skynews.

Forfatterne skriver endvidere, at den amerikanske præsident og landets øverste ledelse vidste alt om Hitlers liv i Argentina.

Til gengæld for ikke at jagte topnazisten fik amerikanerne indsigt i nazisternes mest fremme våbenteknologi.

Hitler tale

Tyske landsmænd og –kvinder !

Syv år er kort tid, en brøkdel af en enkel menneskelig normaltilværelse – knap et sekund i et folkeslags liv. Og dog synes de bag os liggende syv år at strække sig længere tilbage i fortiden end flere årtier. I dem samler sig en stor historisk oplevelse: genopstandelsen af en tilintetgørelsestruet nation. En uendeligt begivenhedsrig tid, som for os – der ikke blot oplever den, men tilmed har fået lov at medvirke i dens formning – somme tider synes nærved uoverskuelig.

I dag taler vi ofte om demokratiske idealer, dvs. ikke i Tyskland, men i den anden verden taler man derom. For her i Tyskland har vi jo i sin tid til fulde lært dette demokratiske ideal at kende. […] Det var altså det demokratiske Tysklands tid! Når fremmede statsmænd i dag gebærder sig som om, man ikke kunne nære tillid til det nuværende Tyskland, så ville dette dog på ingen måde kunne gælde for det daværende Tysklands vedkommende, for dette tidligere Tyskland var jo deres afkom , deres alleregentligste værk; dét kunne de dog nære tillid til!

Og hvor de dog mishandlede dette Tyskland! Hvem kan endnu fuldstændigt genkalde sig hine års historie: elendigheden under sammenbruddet i 1918, tragikken ved året 1919 og så alle årene med indre økonomisk forfald, med vort folks vedvarende knægtelse og usle nedgang, og frem for alt dets fuldkomne håbløshed! Endnu i dag er det ligeledes rystende at hensætte sig i tanker om den tid, da en stor nation gradvis mistede hele sin tiltro, ej blot til sig selv, men frem for alt til enhver jordisk retfærdighed. Gennem al denne tid har dette demokratiske Tyskland håbet forgæves, det har tigget forgæves, og nøjagtig ligeså forgæves har det protesteret. Den internationale finansverden – den forblev brutal i sin hensynsløshed, den afpressede vort folk så godt, den kunne. De allierede nationers statsmænd forblev hårdhjertede. Ja, helt iskoldt sagde man dengang, at vi var 20 mio. tyskere for mange. Man forblev døv over for vore arbejdsløses elendighed, man bekymrede sig ikke om vort landbrugs ruin eller om industriens ruin, nej, ikke engang om vor handels. Vi husker den[ne] stilstand, der greb om sig i de år. 

I de år, da alle håb var omsonste, da alle bønner forblev uden resultat og da al protestvirksomhed mødtes med fiasko, da opstod den nationalsocialistiske bevægelse. Og dét ud fra en erkendelse, den erkendelse nemlig, at man i denne verden ikke må håbe og ikke skal bede og ikke må nedlade sig til at protestere, men at man i denne verden først og fremmest er nødt til at hjælpe sig selv!

(…) I den ene [lejr] håbede man på proletariatets internationale solidaritet, de andre håbede på internationale, demokratiske institutioner, på Folkeforbundet i Geneve, andre endnu på verdens samvittighed, på kulturens samvittighed osv. 

Denne håben var forgæves (…) I håbets sted trådte [her hos os] troen på vort tyske folk, på mobiliseringen af dets evige indre værdier. Der stod os dengang meget få reelle midler til rådighed. Hvad vi anså for byggestenene til det nye rige, var – ud over vor vilje – først og fremmest vort folks arbejdskraft, for det andet vort folks intelligens og for det tredje det, som vort eget livsrum, kunne tilbyde os, vor egen jord. Således begyndte vi vort arbejde og oplevede nu denne indre tyske opgang. Denne indre tyske opgang, der på ingen måde truede verden, der var et rent internt tysk reformarbejde, vakte ikke desto mindre straks de andres had. Dette oplevede vi vel i mest tragisk udstrækning, da vi proklamerede vor fireårsplan – en tanke, der egentlig burde have begejstret den anden verden: et folk vil hjælpe sig selv, det påkalder ikke andres bistand, det påkalder sig ikke almisser eller velgørenhed; det påkalder sig sine egne skabende evner, sin egen flid, sin dådskraft, sin intelligens. Og alligevel, den anden verden gav sig til at himle op, engelske statsmænd råbte: Hvad er dét for et indfald, denne fireårsplan, den passer ikke ind i vores verdensøkonomi! Som om, de overhovedet havde tilladt os at deltage i denne verdensøkonomi. Nej, de vejrede det tyske folks genopstigning – og derfor, fordi vi forudså dét og fordi vi bemærkede det, har vi straks, parallelt med denne genopstigning, iværksat mobiliseringen af den tyske styrke. 

De kender årene. 1933, altså endnu i det år, da vi overtog magten, så jeg mig foranlediget til at erklære vor udtræden af Folkeforbundet og at forlade den latterlige nedrustningskonference. Ingen af disse fora ville tilkende os nogen rettigheder, til trods for årelange bønner og protester. 

I 1934 begyndte den tyske oprustning i sin største udstrækning.

I 1935 indførte jeg den almindelige værnepligt. 

I 1936 lod jeg Rhinlandet besætte.

I 1937 kom fireårsplanen i gang. 

I 1938 indlemmedes de østlige grænseområder og Sudeterlandet i Riget.

I 1939 begyndte vi at afskærme Riget mod hine fjender, der i mellemtiden havde demaskeret sig. Til beskyttelse af Riget er [også] forholdsreglerne i 1939 blevet truffet. 

Alt dette kunne have formet sig på en ganske anden måde, såfremt den anden verden på blot et enkelt tidspunkt havde vist forståelse for de tyske krav, for de tyske livsnødvendigheder. Man siger så ofte: ’Det skulle vi have forhandlet om’. De husker, mine landsmænd, har jeg ikke mere end én gang – for verdens øjne – lagt Tysklands koloniale krav på forhandlingsbordet? Har vi nogensinde fået andet svar på det end et nej, end en afvisning, ja, end en decideret ny fjendtlighed?

Nej, Englands og Frankrigs førende lag var i det øjeblik, vort rige genopstod, besluttede på at genoptage kampen [mod os]. Således ville de det. 

Gennem 300 år har England forfulgt det mål at forhindre en virkelig konsolidering af Europa, nøjagtig som Frankrig i flere hundrede år har anstrengt sig for at undgå en konsolidering af Tyskland. 

Og når i dag en Hr. Chamberlain træder op som prædikant og forkynder alle medmennesker de fromme mål for sin krig, så kan jeg ikke sige andet end: Deres egen historie modbeviser Dem Hr. Chamberlain. Gennem 300 år har Deres statsmænd under krigsudbrud altid talt som De gør i dag. De har skam til hver en tid udelukkende kæmpet for Gud og religionen. Aldrig har De haft et materielt mål. Men netop fordi englænderne aldrig kæmper med en materiel målsætning, har den kære Gud belønnet dem så rigeligt materielt. […] De har på 300 år underlagt sig omtrent 40 mio. kvadratkilometer jord, ikke af egoisme, ikke af herskertrang, ikke af stræben efter rigdom eller nydelse, nej, tvært i mod: alt dette gjorde man kun i Guds tjeneste og til bedste for den gode, kære religion. Ganske vist ønskede England ikke at stå ene som Guds stridsmand, nej, det har bestandigt indbudt andre til at medvirke i denne ædle strid. Det har ikke just bestræbt sig på selv at bære hovedbyrden, for til så Gud velbehagelige gerninger, kan man til hver en tid søge våbenfæller. 

Dét gør de også i dag. Og det har, som sagt også betalt sig rigeligt for englænderne. 40 mio. kvadratkilometer, og den engelske historie er én lang kronologi af voldtægter, afpresninger, tyranniske mishandlinger, undertrykkelser og udplyndringer. Der er ting, der virkelig ikke havde været til at vente af nogen anden stat, eller til at tænke sig udført hos noget andet folk. For alt førte man krig.

Når Hr. Chamberlain i dag spadserer ind med biblen og prædiker målet for sin krig, så forekommer det mig som når djævlen med en bønnebog [under armen] nærmer sig en stakkels sjæl. Hertil kommer, at det er så dybt uoriginalt. Det er flovt, der er jo ikke længere nogen, der vil tro ham. Jeg tror endda, han tvivler på sig selv. 

(…) Så foretrækker jeg Hr. Churchill. Han udtaler åbent, hvad gamle Hr. Chamberlain nøjes med at tænke og håbe i det stille. Han siger det: Vor mål er Tysklands opløsning. Vort mål er Tysklands tilintetgørelse. Vort mål er, om muligt, udryddelsen af det tyske folk. Vil ønsker at slå Tyskland.

Tro mig, dét hilser jeg velkomment. Ligeledes de franske generaler. De udtaler helt åbent, hvad det handler om. På den måde tror jeg også lettere, vi vil kunne nærme os hinanden. Så hvorfor kun kæmpe med disse forløjede fraser? 

(…) Vi kender målet [for franskmændenes og englændernes bestræbelser], det er Tyskland anno 1648, der foresvæver dem; Tyskland – opløst og revet itu. De ved så udmærket godt, at der her i Europas midte sidder flere end 80 mio. tyskere. Disse mennesker har også krav på livet. Der tilkommer også dem en livsandel. Gennem 300 år er de blevet snydt og bedraget for disse ting. 

(…) Således bor der i dag 140 mennesker på én kvadratkilometer. Udgør disse mennesker en enhed, da udgør de [også] en magt. Er de splittede, er de [også] værgeløse og afmægtige.

(…) Det er dette problem, der må løses, og som vil blive løst på nøjagtig samme måde, som alle [andre] sociale spørgsmål bliver løst.

(…) Tyskland kommer til at leve videre, og Tyskland vil derfor sejre!

Ved indgangen til det ottende år af den nationalsocialistiske revolution vender vore hjerter sig mod vort tyske folk, mod dets fremtid. Den vil vi tjene, for den vil vi kæmpe, om nødvendigt falde, aldrig vil vi overgive os! 

Tyskland – Sieg Heil! ”

2 verdenskrig Hitler

Adolf Hitlers vision var at skabe et klasseløst folkefællesskab, der hvilede på 'racerenhed' og økonomisk autarki. Store dele af middelstanden og eliterne støttede disse mål, og den oprustning, der var nødvendig for at realisere dem, lovede godt for beskæftigelsen og tysk erhvervsliv. Fra nazisternes magtovertagelse i januar 1933 satte regimet alle kræfter ind på at virkeliggøre disse mål.

Tilsvarende motiver og ekspansionshensigter lå i Mussolinis italienske fascisme.

 

Hitlers ørnerede

Ørnereden hitler

I april 1937 fik Martin Bormann, en af Hitlers nærmeste medarbejdere en lys idé. Han ville som gave til Hitler bygge et “tehus” på toppen af Kehlstein-bjerget i Obersalzberg-området i de bayriske Alper. Tehusets placering i 1,834 kilometers højde fik senere de allierede styrker til at navngive det lille tehus “Ørnereden”. 11 år tidligere havde Hitler lejet og senere købt en hytte, Berghof, i området. Her slappede Føreren af og skrev blandt andet her anden halvdel af kamppskriftet “Mein Kampf”. Kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 opstod der omkring Hitlers Berghof-hytte et kæmpemæssigt kompleks af luksuøse ferieboliger for regimets topfolk. Martin Bormann stod for byggeriet. Han lod de fleste af de gårde og private huse, der lå i området i forvejen, jævne med jorden. Hele området blev derefter afspærret og inddelt i tre forskellige sikkerhedszoner, der hver især krævede særlige passersedler. Hitler var dog ikke specielt tilfreds med, at hans fredelige feriested blev ændret på den måde. For at formilde Hitler anlagde Bormann et net af smukke stier og byggede et lysthus på Mooslahnerkopf neden for Berghof. Lysthuset stod færdigt i efteråret 1937 og blev en stor succes. Når Hitler opholdt sig i Berghof, besøgte han det næsten dagligt, og det blev et yndet udflugtsmål for nazilederne.

Men lysthuset var ikke nok for Bormann. I april 1937 igangsatte han derfor bygningen af Ørnereden på toppen af Kehlstein i næsten to kilometers højde. Det afsindige projekt blev gennemført på rekordtid. Der blev arbejdet hele vinteren – trods snefald og laviner – og i september 1938 stod Kehlsteinhaus klar til at tage imod gæster. Hitler, der besøgte huset syv måneder før den officielle overdragelse, var imponeret, men ikke begejstret for huset. Han led af svimmelhed og højdeskræk og tålte dårligt den tynde bjergluft, og han brød sig ikke om den elevator, som førte de sidste 120 meter op til huset. Den store elevators indre vægge var beklædt med blankpoleret messing, der skulle få den til at virke endnu større, men Hitlers klaustrofobi gjorde alligevel opstigningen til en ubehagelig oplevelse. Føreren var desuden bange for, at lynet ville slå ned i den lille bygning på husets tag, hvor elevatorens motor og hejseværk stod. Kehlsteinhaus var faktisk blevet alvorligt skadet af to lynnedslag under byggeriet, men det fortalte Bormann fornuftigt nok aldrig Hitler. Alt i alt aflagde Hitler kun 14 officielle besøg i Kehlsteinhaus, det sidste i oktober 1940. Hvor mange gange han var der uofficielt, vides ikke, men det var ikke mange. Hitlers elskerinde Eva Braun holdt til gengæld meget af tehuset, som hun betragtede som sit helt eget uforstyrrede fristed. I slutningen af krigen frygtede de allierede, at Hitler ville forsøge en sidste forsvarskamp i en “Alpefæstning” i Obersalzberg-området. Komplekset blev derfor bombet af Royal Air Force 25. april 1945. Mange bygninger blev ødelagt af bomberne, og resten blev raseret, da de lokale beboere og senere de allierede tropper plyndrede dem. De sidste rester af komplekset blev ryddet af vejen, da de amerikanske besættelsesmyndigheder gav Obersalzberg tilbage til de tyske myndigheder i 1952. Ørnereden skulle også have været bombet, men det lykkedes ikke de allierede at ramme den. Huset blev skånet i 1952, fordi det ikke på samme måde som Berghof var forbundet med Hitlers person, og fordi den bayriske delstatsregering så de store turistmæssige muligheder i det fantastiske anlæg.

Hitler tegn

Hitlerhilsen (etter tysk Hitlergruß), kalt tysk hilsen (Deutscher Gruß) i nazistisk språkbruk, også omtalt som nazihilsen, Heil Hitler-hilsen og liknende, er en nazistisk hilsen utført med utstrakt høyrearm og ordene Sieg Heil! («vær hilset, seier!») eller Heil Hitler!. Den ble introdusert av det tyske nazistpartiet NSDAP på 1920-tallet som en variant av den romerske hilsen fra Romerriket. Hilsenen var uttrykk for medlemmenes troskap til føreren Adolf Hitler og persondyrkelsen av ham; skikken begynte sporadisk i 1923, men ble obligatorisk fra 1926. Hilsenen ble svært vanlig i det nasjonalsosialistiske Tyskland fra 1933 til 1945, men ble siden forbudt i landet.

Hitlers liv

Født: 20. 04. 1889.
Fødested: Braunau, Linz, Østrig.
Død: 30. april 1945.
Dødssted: Førerbunkeren i Berlin.
Dødsårsag: Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun. Parret var alene og ligene blev efter selvmordet overhældt med benzin og brændt. Tilsyneladende har Hitler bidt en cyanid-kapsel over, og samtidigt skudt sig i hovedet med en 7.65 mm Walther pistol.
Officiel tysk forklaring: Faldet i kamp mod russerne. 

Ørneborgen hitler

Kehlsteinhaus, også kaldet Ørnereden (Engelsk: Eagle's Nest), er bygget på toppen af bjerget Kehlstein (1834 m) i Obersalzberg i Sydtyskland.

Det var ment som en gave til Adolf Hitler på hans 50-års fødselsdag,og skulle anvendes som diplomathus. Bag projektet stod hans sekretær Martin Bormann. Byggeriet stod på over en 13 måneders periode, før den formelle præsentation for Hitler i 1939. Det var KZ-fanger, der udførte det meget hårde arbejde at bore sig vej op igennem klippemassivet, og mange døde. Bormann drev dem uhørt hårdt. Med beliggenheden på toppen af bjerget Kehlstein var det et meget krævende byggeri, der kom til at koste 30 millioner reichmark (150 millioner euro).

Hitler besøgte kun huset 5 gange, da han led af højdeskræk og foretrak det lavere beliggende Berghof. Andre teorier siger, at han grundet sin øreskade fra 1. verdenskrig led af migræne og andre balanceproblemer, når han var i højderne. En tysk ubådsmotor i bunden af skaten sørgede for strøm og varme.

Hitler født

Født: 20. 04. 1889.
Fødested: Braunau, Linz, Østrig.
Død: 30. april 1945.
Dødssted: Førerbunkeren i Berlin.
Dødsårsag: Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun. Parret var alene og ligene blev efter selvmordet overhældt med benzin og brændt. Tilsyneladende har Hitler bidt en cyanid-kapsel over, og samtidigt skudt sig i hovedet med en 7.65 mm Walther pistol.
Officiel tysk forklaring: Faldet i kamp mod russerne. 

Hitler til magten

30/1 1933 Hitler udnævnes til rigskansler, der bliver indledningen til den 'nazistiske revolution'. Tusindvis af mennesker gik om aftenen ud på gaderne, hvor nazisterne med fakkeltog fejrede deres sejr.

Hitlers kone

Eva Anna Paula Braun (6. februar 1912 – 30. april 1945 død som Eva Anna Paula Hitler) var Adolf Hitlers livsledsager. Eva Braun mødte Hitler i München, da hun var 17 år gammel og arbejdede som assistent og model for hans personlige fotograf. Hun begyndte at se Hitler jævnligt to år efter. Hun forsøgte selvmord i begyndelsen af deres forhold.

Hitler tidslinje

Hitler tidslinje med relevante taler, breve og beretninger

http://www.1sted.dk/2verdenskrig/adolf_hitler/

Hitlers elite napola

Mænd skaber historien – vi skaber mændene. Sådan lyder undertitlen på den tyske film Napola, der drejer sin historie om nazisternes bestræbelser på at uddanne den tyske ungdom til fremtidens overmennesker. Denne uddannelse foregår på en række eliteskoler, de såkaldte Napola, hvis navn er en forkortelse af National Politische Erziehungs Anstalt.

Napola er en anderledes film om Anden Verdenskrig. Her er ingen rullende tanks og ingen store slagscener. Filmen fokuserer i stedet på nazisternes bestræbelser på at have næste generation klar til at videreføre deres tusindårsrige. Samtidig er filmen et psykologisk portræt af, hvordan det enkelte menneske bliver tiltrukket og frastødt af nazismen.

Napola er skrevet og instrueret af tyske Dennis Gansel, og filmen bygger på Gansels bedstefars oplevelser på en af de nazistiske eliteskoler. Napola kommer i kølvandet på Der Untergang's enorme succes, og de to film har visse lighedspunkter. Begge er eksempler på, at den tyske selvransagelse efter Anden Verdenskrig endelig er kommet så langt, at tyskerne selv kan lave film om nazismen. Og mens 'Der Untergang' forsøger at fremstille Hitler som et menneske af kød og blod, så viser Napola, at de unge på nazismens eliteskoler ikke bare var nazistiske overmennesker in spe, men også blot drenge. Napola beretter således om kammeratlige drillerier, erotiske fantasier og prutterekorder såvel som usympatiske lærere, venskab og sammenhold. I lighed med andre film om kostskoler, eksempelvis 'If…' (1968) og Ondskab (2003), så viser Napola imidlertid også, hvordan kostskolens autoritære og lukkede system har grusomme konsekvenser for dem, som viser svaghed eller gør oprør. Napola er således en film om både nazismen og en uddannelsesform, der var del af grundlaget for Anden Verdenskrig – samt en universel fortælling om drenge og deres konfliktfyldte overgang fra barn til voksen.

Dette materiale er inddelt i fem temaer: En udviklingshistorie, To versioner af Darwin, Fædre og sønner, Den forførende nazisme og Anden Verdenskrig på film.

Det første tema inviterer til at se nærmere på hovedpersonen Friedrichs udvikling. Han må undervejs i filmen træffe en række afgørende beslutninger, og hans valg afspejler et personligt opgør med nazismens ideologi.

På kostskolen bliver Friedrich bl.a. undervist i Darwins evolutionslære, som nazisterne mente afspejlede deres ideer om racerenhed og arisk overlegenhed. 'Den stærkeste overlever,' hævder Friedrichs lærer, men det er ikke en helt korrekt gengivelse af Darwins teori, hvor det tværtimod hedder, at den, der bedst formår at tilpasse sig sine omgivelser, er den, der bedst egner sig til at overleve. Disse to opfattelser af evolutionslæren brydes i Napola, og materialet lægger op til en diskussion af Darwins tanker om menneskets tilpasningsevne.

Friedrich sætter sig i begyndelsen af filmen op mod sin far, der nægter at give ham tilladelse til at komme på Napola. Herefter påvirkes Friedrich af to faderskikkelser. Først boksetræneren Heinrich Vogler, der tager Friedrich under sine vinger, og derefter den magtfulde Heinrich Stein, der fremstår som nazismens faderskikkelse. Ingen af dem er dog sunde faderskikkelser, og deres ønske om at forme drengene i deres eget billede har fatale konsekvenser.

Friedrich er længe forført af nazismen og dens kraftfulde fællesskab. Dette materiale lægger op til at diskutere, hvad der var så tiltrækkende ved nazismen, og til at overveje, om der også i dag findes sammenhænge, hvor mennesker bliver tiltrukket – eller forblændet – af stærke fællesskaber, hvor gruppens sammenhold er vigtigere end alt andet.

Napola er en anderledes film om Anden Verdenskrig. Vi ser kun en enkelt krigshandling i filmen, og den foregår langt væk fra krigens egentlige front. Dette materiales sidste tema lægger op til at diskutere forskelle og ligheder mellem Napola og andre film, der beskæftiger sig med Anden Verdenskrig.

Hitlers håndlangere

Hess, Himmler, Goebbels, Göring, Speer og Dönitz

Hitlers håndlangere I portrætterer mændende, der hjalp Hitler på hans vej til magten og tjente Det Tredje Riges helvedesmaskineri. Denne serie giver et dybt indblik i de personlige og politiske profiler på seks mænd, der blev ødelæggelsens arkitekter i Europa. Mere end et halvt århundrede efter Hitlers død er det lykkedes forfatterne at opspore privat og offiecielt filmmateriale om Hitlers håndlangere, som aldrig tidligere er blevet vist. Vi får også et indblik i informative dokumenter samt overbevisende skildringer fra personer, der overværede hændelserne og som for første gang optræder foran kameraet.

Hitlers livvagter

I dag er han 93 år. Selv tæt på den død, som i 1945 i Anden Verdenskrigs sidste dage var udvejen for 'der Führer', Adolf Hitler. I et interview med norske Dagbladet fortæller Misch, hvad han oplevede i Førerbunkeren i Berlin. Rochus Misch er den eneste af de mennesker, som Adolf Hitler omgav sig med i de sidste dage, der endnu er i live.

1. oktober 1939 blev Rochus indkaldt som livvagt for Adolf Hitler. Forinden var han blevet såret i lungen på østfronten, da han forsøgte at forhandle en polsk befæstning til at overgive sig. Han blev hædret med jernkorset af anden klasse for sin tapperhed.

Da han var kommet til hægterne igen, anbefalede hans kommandør, Wilhelm Mohnke, ham til Førerens SS-eskortekommando, Führerbegleitkommando.

Mødet med Hitler

- Jeg var bange for at møde Hitler. Adolf Hitler var 'Føreren' for mig, som for alle andre i Tyskland. Da jeg blev ført frem til Hitler, stod han og ventede bag døren. I det øjeblik frøs jeg. Dette var mit første personlige møde med Adolf Hitler. Han var ikke et monster eller et overmenneske. Han fremstod for mig som en normal, veltalende mand, siger Rochus Misch:

- Hitlers telefonnummer til Rigskancelliet var 120050. Jeg passede mit job, tog imod beskeder og meldinger på en korrekt og ordentlig måde. Jeg ønskede ikke at forlade stedet. Jeg var glad for at være med ved fronten. Jeg tilpassede mig arbejdet, og før jeg vidste af det, var Adolf Hitler bare en almindelig person for mig.

Hitlers lig

Rochus Misch var også til stede i førerbunkeren 30. april 1945, da Adolf Hitler tog afsked med alle, før han gik ind i sit private rum og skød sig selv. Rochus Misch gik efterfølgende ind i rummet. Her så han Adolf Hitlers lig med egne øjne. Førerens hustru, Eva Braun, var også død i sofahjørnet. Ved siden af Hitler.

Kvinden, som Hitler holdt hemmelig for offentligheden og først giftede sig med i krigens sidste dage, sad med sit hoved vendt mod ham.

- Hendes knæ var trukket på mod brystet. Hun havde en mørkeblå kjole på med hvide frynser langs kraven, fortæller Rochus Misch.

Efter Hitlers død ønskede den loyale livvagt at flygte, men han ønskede samtidig ikke at desertere. Han spurgte propagandaministeren Joseph Goebbels, der efter førerens selvmord nu var rigskansler, til råds. Han svarede:

- Vi har forstået at leve, vi vil også forstå at dø.

Myrdede seks børn

Goebbels og konen Magda myrdede deres seks børn og begik sammen selvmord 1.maj 1945. Dagen efter - 2. maj 1945 - kl. 6 om morgenen deaktiverede Rochus Misch telefonsystemet i Førerens bunker og flygtede ud gennem et vindue i kælderen. Derfra flygtede han fra Rigskancelliet i en underjordisk tunnel, men blev taget til fange af russerne.

På grund af sine tætte relationer til Hitler blev han flyttet til en sovjetisk krigsfangelejr i Kasakhstan, hvor han blev tortureret, tævet og misbrugt i ni år. Han blev løsladt i 1954.

Rochus Misch bosatte sig i Berlin og lever den dag i dag i den tyske hovedstad. Han ernærede sig i de første år efter sin løsladelse som bodyguard og chauffør, men endte med at drive sin egen malerforretning.

 

Hitlers selvmord

I januar 1945 var Hitler vendt tilbage til Berlin, men kort efter sin 56-års-fødselsdag gav han op. Den 29. april frasagde han sig førertitlen og udnævnte storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger; derefter giftede han sig med sin elskerinde, Eva Braun, og 30. april begik de begge selvmord; Hitler ønskede ikke at blive fanget og ydmyget af de sejrende allierede. Hitler skød sig selv gennem tindingen, og hans lig blev brændt. 

Hitler fødselsdag

Adolf Hitler blev født d. 20. april 1889 i det østrigske område Braunau. Hans fader Alois Hitler var toldinspektør, mens moderen Klara Hitler (født Pölzl) var hjemmegående i de mange villaer og lejligheder, som familien nåede at bo i under Hitlers barndom. Faderen døde i 1903.

Hitler 2 verdenskrig

Hitler som barn

Adolf Hitler blev født d. 20. april 1889 i det østrigske område Braunau. Hans fader Alois Hitler var toldinspektør, mens moderen Klara Hitler (født Pölzl) var hjemmegående i de mange villaer og lejligheder, som familien nåede at bo i under Hitlers barndom. Faderen døde i 1903. Hitler var i sine første skoleår en god elev, men efterhånden som spændinger i familien øgedes, gik det ned af bakke både socialt og fagligt. Han gik ud af skolen i 1905, uden realeksamen.

Hitler biografi

I sommer udkom en forkortet udgave af den britiske historiker Ian Kershaws store og roste tobindsbiografi om Adolf Hitler.

Men det er en gåde, at Kershaw er gået med til at udgive en revideret version ved blot at bortradere afsnit af det oprindelige værk.

Og det er en skam, at det er denne stynede version, Gyldendal har valgt at få oversat til dansk.

Samfundshistorie
Ian Kershaw skriver i modsætning til sine mange forgængere Hitlerbiografien som samfundshistorie.

Han gransker den sociale, økonomiske og politiske virkelighed uden for Hitlers person for at kunne forklare, hvordan denne døgenigt og ekstremistiske fantast fik magten i et højtudviklet europæisk land.

Dernæst – for Hitler var ikke manden uden egenskaber – har Kershaw hele tiden øje for dynamikken mellem agitatoren og den tyske befolkning.

Pointe klippet ud
Men det er netop dele af tyvernes og tredivernes tyske virkelighed med dens revanchisme, krise og skrøbelige Weimardemokrati, der er skåret væk i den forkortede udgave.

Dermed er også en del af Kershaws pointe klippet ud. 

Udviklingen mod diktatur, verdenskrig og folkemord forklarer Kershaw via sociologen Max Webers begreb »karismatisk autoritet«.

Igen er det ikke nødvendigvis Hitler selv, der er i fokus, men derimod hans magt og offentlighedens opfattelse af Føreren – ikke for ingenting har Kershaw tidligere skrevet om ’Førermyten’.

Bureaukratiets forestillinger
Karismatisk autoritet kombineres med dét nazistiske maksime, Kershaw mener at finde i en udtalelse af en tysk embedsmand, der erklærede, at det handlede om »at arbejde efter Førerens ønsker« (»Dem Führer entgegen arbeiten«).

Hitler traf nemlig sjældent klare beslutninger.

Bureaukratiets forestillinger om, hvad Føreren ønskede, blev dermed en helt central faktor i udformningen af Det Tredje Riges politik – og dermed for Kershaw også en forklaring på dens radikalisering.

For når konkurrerende institutioner kæmpede om indflydelse under billedet af Hitler som den mest radikale af de radikale, blev politikken i Nazityskland drevet fremad i stadig mere skærpet form.

Endestationen var Auschwitz, Treblinka og terrorpolitik.

Løse ender
Disse træk står tydeligt i også Kershaws forkortede version. Men klipperiet medfører løse ender.

Beslutningen om den såkaldte eutanasi, massemordene på tyske handikappede, omtales, om end i beskåret form, sådan, at modstanden mod drabene ikke er med.

Og det er ellers perspektivrigt, ikke mindst fordi originaludgaven viser, hvordan protesterne i 1941 fik Hitler til at standse eutanasiaktionen.

Derimod er der blevet plads til rene overflødigheder – f.eks. at moderen til en af den yngre Hitlers velyndere, Ernst ’Putzi’ Hanfstaengl, var ud af en amerikansk familie, der havde gjort tjeneste i den amerikanske borgerkrig.

Eva Brauchitsch?
På billedsiden undgår man heller ikke fornemmelsen af redaktionelt venstrehåndsarbejde. Der er flere fejldateringer, og Hitlers veninde Eva Braun kaldes gud hjælpe os Eva Brauchitsch.

Dermed ikke sagt, at bogen ikke er givende.

Det er blot velkendt stof, når Kershaw f.eks. viser, hvordan Hitler dikterede Nazitysklands udenrigspolitik og krigens militærstrategi og udviklede sig fra en succesrig gambler til en realitetsfjern diktator omgivet af nervøse nikkedukker.

Det umulige muliggjort
Det var alt eller intet, selv i de sidste desperate dage i førerbunkeren i Berlin – enten total sejr eller ragnarok.

Derimod spillede Hitler en mindre direkte rolle i folkemordet på Europas jøder, der er et andet omdrejningspunkt i bogen.

I jødepolitikken var Hitler i Kershaws udlægning den, der verbalt viste vejen og muliggjorde det umulige uden nødvendigvis selv at træffe afgørende beslutninger.

Hér viser Kershaw desuden klart sammenhængene mellem verdenskrigen og Endlösung.

Man går glip af en del
Han trækker på nyere forskning, og det er der ikke noget i vejen for – men det ses ikke i den oversatte version, der er renset for originaludgavens omfattende noteapparat.

En skam for den nysgerrige og kritiske læser. 

Det er positivt, at Ian Kershaws perspektivrige pointer og imponerende indsigt gøres tilgængelige for et ikke-engelskkyndigt publikum.

Og den danske udgave skal nok finde sine læsere.

Men man går glip af en del – i en bog på godt 1.000 sider! Kræfterne havde været bedre brugt på enten et nyt, stærkt indkog af originalen eller simpelthen en oversættelse af hele det oprindelige tobindsværk.

 

Attentat mod Hitler

Hitlers historie

Hitlers tale

Hitler 1 verdenskrig

Hitlers sidste dage

Hitler og jøder

Hitlers far

Hitlers sekretær

Hitlers dødsdag

Hitler deutsch

Hitlers malerier

Hitlers kvinder

Hitler jøder

Hitlers ungdom

Hitler og eva braun

Historien om Eva Braun Eva Braun traf Hitler som 17-årig, blev hans elskerinde som 19-årig og fik som 33-årig omsider sit livs ønske opfyldt. Eva Braun blev Hitlers hustru. Dagen efter begik de begge selvmord. Eva Brauns liv sammen med Hitler var bemærkelsesværdigt. Denne unge, attraktive kvinde, som Hitlers chauffør kaldte den ulykkeligste kvinde i Tyskland, levede, skjult for offentligheden og foragtet af topnazisternes hustruer, en luksuriøs men ensom tilværelse i Obersalzberg i de bayriske bjerge. Men hvem var hun egentlig, middelklassepigen fra München, der dedikerede sit liv til sin store kærlighed, Adolph Hitler? Hvordan kunne hun fastholde sin kærlighed til den mest frygtede mand i Europa? Var de rent faktisk elskende? Og var hun - som færdedes blandt de øverste nazistiske ledere - uvidende om grusomhederne i Det Tredje Rige? Angela Lambert tegner, på baggrund af detaljerede nye undersøgelser og interviews, et fascinerende portræt af Eva Braun og den tid, hun levede i. Alle kender navnet Eva Braun, men først med denne bog kender vi også kvinden bag. Det er et imponerende værk om en kvinde, der som ganske ung blev nærmest fanatisk forelsket i Hitler, og målbevidst satsede på et forhold til ham trods forældrenes modstand, både mod manden og hans ideologi. - Spændende læsning. - Lektørudtalelse

Hitlers sommerresidens

Hitlers tyskland

Hitler var jøde

Hitlers stamtræ

Hitler begår selvmord

attentatet mod Hitler

stalin og Hitler

Hitlers borg

Side 2: Billeder
Side 3: Video
Side 4: Links