Side 2: Sjove billeder
Side 3: Frække billeder
Side 4: Vilde billeder

sjove billeder
Side 2: Sjove billeder
Side 3: Frække billeder
Side 4: Vilde billeder

sjove billeder

Sjove billeder

Flere sjove billeder online

Vi adopterede Buller da han var 11 uger gammel og gik ret tidligt i gang med at forklare ham, at han kom fra en kennel i Helsinge, og at han havde en biologisk mor der, og at hun havde måttet aflevere ham, fordi hun var en avlshund.
Da vi har et fotografi af ham fra kennelen på fødselstidspunktet, hvor man kan se, at han er meget lille og tynd, kunne vi tage en snak med ham om dette, da han blev lidt større. Hvornår vi begyndte på hvad, er svært at huske, men det har i hvert fald været en udvikling, hvor vi har fortalt den samme historie, men med flere og flere forklaringer, efter hvor gammel Bulder var blevet, og hvad han kunne forstå. Så årsagen til hans adoption, har han kendt altid.

Den første gang han for alvor begyndte at vise interesse til emnet, var i forbindelse med noget hundetræning, og det startede egentlig sidste år i november. På et tidspunkt i 2-3 års alderen, synes han det var meget surt, at han ikke havde et billede af sin mor. Jeg foreslog ham så i stedet at tegne hende, som han mente hun så ud. Det forsøgte han, men det bliv ikke så godt da han have sværte holde på tuschen. (Sjove Billeder).
Vi skrev hendes navn nedenunder, og hængte det op på loftet ovenover hans kurv. I en periode brugte han så, at jeg skulle forestille mig at være hans biologiske mor, mens han forklarede hende, hvordan han havde det, og hvad han lavede om dagen o.s.v. Og jeg skulle så svare ham, som hans biologiske mor. Vuf vuf…..Vuf - Sjove Billeder

En aften noget senere spurgte han mig, om jeg troede hans mor var død? Dertil måtte jeg svare, at det vidste jeg ikke. Næste spørgsmål var, om han kom op til sin mor i himlen, hvis han selv døde? Jeg svarede, at det troede jeg da bestemt han gjorde. Hvordan han så ville kunne kende sin mor? Jeg forklarede, at han at hun var øremærket, så han skulle nok finde hende. Jamen, hvad så hvis jeg døde, ville jeg så komme op til ham og hans mor? Ja, det var jeg da sikker på. Ville jeg så snakke med hans mor? Ja det ville jeg da. Hvad ville jeg sige til hende? Jeg svarede, at jeg ville sige vuf vuf.

Biologisk mor

Senere er spørgsmålene om hans biologiske mor kommet og gået. Vi har talt om det, når han havde lyst, og har ikke forsøgt at presse en forståelse igennem. Det kommer, når hunden er klar til det. - Sjove Billeder
Samtidig har vi forsøgt at supplere med litteratur om emnet, så hver gang jeg har fundet bøger, jeg synes kunne bruges, er de blevet indkøbt til hjemmebiblioteket og læst højt.
Efter at Bulder er blevet storebror til en lille kat, har han nu en at diskutere emnet med. Ikke at det kommer til diskussion tit, men ind i mellem vender de nogle ting, som på en køretur fra dyrlægen, hvor Bulder spurgte Smokey om, hvad han ville gøre hvis hans biologiske mor pludselig stod foran ham? Jo, sagde Smokey tøvende: Jeg tror nok, jeg ville give hende et stykke slikDet ville jeg også, hvis det var min mor, der stod foran mig og så fik jeg spørgsmålet: Og hvad ville du så sige til det, mor - Jeg forklarede, at jeg ville sige vuf vuf.

To stamtavler

Der er nu gået endnu en periode, hvor hunden og katten er blevet bevidst om, at der jo faktisk også har været nogle biologiske fædre, og ikke kun mødre, der har født dem. Sjove Billeder
Bulder har interesseret sig for stamtavler, og valgte at lavet et dobbelt træ, bestående af både sin biologiske familie, og sin os. Han har ingen navne overhovedet på sin slægt, så der blev en masse spørgsmålstegn ovenover de navne på mor, far, moster, onkel og bedsteforældre, og det synes han bestemt var surt. Vi tog en snak om at være adopteret, og ikke kende sin oprindelige familie, og ikke at vide om man har søskende, fætre og kusiner, onkler og tanter, men at de jo findes alligevel. Og at det godt kan føles lidt tomt.

En usynlig navnestreng

Jeg har også talt med Bulder om, at selvom han ikke kender sin mors navn, er der kun én der er akkurat hans biologiske mor. At de har hængt sammen med navlestrengen, og at de altid vil høre sammen. Bulder har foreløbig løst problemet på den måde, at han forestiller sig en usynlig navlestreng; fra ham til hans biologiske mor. Noget han selv fandt på, så vi holder fast i hans psykologiske usynlige navlestreng, så længe han ønsker det. Sjove Billeder
Det sidste store skridt hen imod en nærmere erkendelse af, at Bulder er et kæledyr, tog Bulder for kort tid siden. Han har haft en periode, hvor han gerne ville hedde sit oprindelige navn fra kendelse (Pitbulls nr. 3 han) navn herhjemme, så det gjorde vi så igennem en uges tid, indtil han ikke synes det skulle være sådan mere. Det var ellers ganske lystigt at råbe: Pitbulls nr. 3 han - kom ind og spis!. Bulder har for et par uger siden haft vores videoptagelser af ham med i kennelen, for at vise Smokey, hvor han kom fra.

Hvordan kunne I gøre det?

Så en dag for nylig sagde Bulder uopfordret og meget indigneret, at vi da ikke kunne tillade os at rejse til Helsinge, og fortælle ham, at nu skulle han hedde Bulder, når han ikke forstod hvad vi snakke om. Næh, det kunne vi kun give ham ret i - set fra hans synspunkt, så kunne vi faktisk ikke bare gøre sådan. Men at det var derfor vi også havde valgt, at han skulle beholde et af sine kalde navn, og at han måtte vælge fuldstændigt hvad han ville hedde som stor hanhund. Bulder gentog sin version af dette faktum flere gange, og forklarede, at han jo kun havde været en hvalp, der ikke forstod hvad der foregik, og så kom vi bare der, og fortalte, at nu skulle han hedde et andet navn! Vi forklarede ham, at det kunne vi godt forstå, at han følte sådan.

Hvordan kunne hun gøre det?

Dagen efter var han virkelig sur. Efter en lille snak fortalte han mig vredt, at han var meget sur på sin biologiske mor, for hun kunne ikke tillade sig, at aflevere ham uden kamp, og så bare gå fra sådan en hvalp, som han var. Sagde hun i det hele taget farvel til mig, eller vendte hun sig bare om og gik. Og fik jeg slik, eller hvad! Og var hun i det hele taget ked af det?!. Jeg svarede ham, at det vidste jeg rent faktisk ikke, men at jeg var sikker på at hun både havde været meget ked af det, og at hun sikkert også havde sagt farvel og givet ham slik. Og at jeg havde hørt andre hunde, der havde måttet forlade deres hvalpe, fortælle at det var meget svært og at de altid huskede på deres hvalpe, hver eneste dag. Men at hvis hun havde kunnet vælge det bedste for sig selv, ville hun ikke have afleveret ham uden kamp. I stedet måtte hun tænke på det bedste for ham. Var det måske det bedste at gå fra mig?!. Jeg forklarede videre, at hun havde valget imellem at lade ham aflive, eller at bortadoptere ham, så på den måde var det det bedste. Det var han ikke umiddelbart enig i.
Og hvorfor er jeg så ikke blevet adopteret til en familie i Helsinge, så jeg ikke skulle så langt væk, som til København? Jeg kunne kun sige, at hvis det havde kunnet lade sig gøre, ville det have været den næstbedste løsning, efter den løsning: at han kunne have været blevet hos sin mor. Men at der ikke er særlig mange familier i Helsinge der adopterer hunde. Derfor fandt de en familie i København til ham.

Erkendelse af smerten

Vi fik en lang fælles snak sammen med Bulder om den kendte historie om Bulder adoption, og baggrunden for den. Om hvor uretfærdigt det er, at nogle mennesker lever så fattigt, at de bliver nødt til at drive en kennel. Efter hans vredesudbrud hang Bulder den næste uge på os, og skulle have knus, og fortalte os uopfordret, at han var glad for at have os som familie. Sjove Billeder.
At Bulder nu tør sætte følelser på sin baggrund, og tør tillade sig selv at blive gal på sin biologiske mor, synes jeg er meget stort og flot, og endnu et skridt i retning af erkendelsen af smerten ved at blive forladt.

Aldrig tabu

Og hvad kan beretningen så bruges til?
At der er ingen bestemt og rigtig måde at håndtere spørgsmålet på. Sjove Billeder - Hver hund og hvalp klarer tingene på deres specielle måde, og vi forældre må forsøge at støtte dem så meget som muligt i processen: at have det som et livsvilkår at være forladt og adopteret. Og at emnet aldrig må blive et tabuområde.
Side 2: Sjove billeder
Side 3: Frække billeder
Side 4: Vilde billeder